Flygtninge vil ikke tage politiets bus

Samtidig holder et nyt tog fra Tyskland stille på Rødby Havn Station. Det har det gjort i halvanden time, mens politiets forstærkninger når frem.

Omkring 150 flygtninge går i nordlig retning af Sydmotorvejen. (© DR Nyheder)

Der er totalt virvar omkring færgehavnen i Rødby.

I over halvanden time har cirka 150 flygtninge og migranter ventet på stationen i Rødby Havn lukket inde i et tog. Dørene åbner først, når politiet er nået frem med forstærkninger, fortæller DR Nyheders journalister på stedet.

- Der begynder at komme golf-vogne ind med politi - formentlig fra København. Men de er ikke klar til at åbne for toget endnu, fortæller Klaus Bach fra DR Nyheder.

Flygter ud af bus

Da det første tog ankom på Rødby Havn station lidt i klokken 11 i formiddags, blev toget også tilbageholdt, mens flygtninge og migranter i små grupper blev sendt ned til ankomsthallen. Men en større gruppe samlede sig og begyndte at råbe "We go to Sweden" og satte i løb over jernbaneskinnerne. Den store gruppe flygtninge og migranter befinder sig nu på motorvejen i nordgående retning. Omkring otte kilometer fra Rødby Havn.

- De går ad motorvejen, men man kan se, at de er trætte, fortæller DR-journalist Lars Munck Rasmussen.

Politiet rekvirerede for et øjeblik siden en bus til kvinder og børn. Men straks efter den blev fyldt op, opstod der uro, og de mange mennesker forlod hurtigt bussen igen.

- De er bange for at blive registreret og få sat et fingeraftryk. De vil gerne til Sverige - til deres familie og venner. Så de enormt bange for, at rejsen stopper her, siger Lars Munck Rasmussen.

Et tysk tog med mindst 150 flygtninge og migranter har i halvanden time holdt stille på stationen på Rødby Havn.

Spærrer motorvej af ved Holeby

- Men man kan se, at de bagerste bliver trætte og sakker bagud. Så kan det være, de alligevel vil sætte sig ind i bussen, siger han.

Han fortæller desuden, at politiet søger efter en sportshal eller lignende, hvor flygtningene kan få et midlertidigt stop på rejsen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger vil politiet afspærre motorvejen ved afkørslen ved Holeby. Det gør politiet i begge retninger for at undgå, at en person skal krydse den sydgående del af motorvejen.

- Politiet giver dem noget vand og mad, og det ser ud til, at de er meget taknemmelige for den hjælp, de får. Men de frygter at blive registreret i Danmark - ikke fordi de ikke kan lide landet, men de vil gerne til Sverige, siger Lars Munck Rasmussen.

En tredje gruppe

En gruppe på cirka 60 personer forlod til formiddag hotellet Stop and Sleep, efter de ankom til Rødby Havn Station i går. Denne gruppe har blandt andet afvist vand fra politiet, fordi de er bange for at blive forgiftet og registreret i Danmark. Denne gruppe befinder sig i nærheden af Rødby.