Studieoptag: Humaniora har fået ni procent færre ansøgere

Flere unge vil være ingeniører og arbejde med it, mens færre satser på de humanistiske uddannelser.

(arkivfoto) (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Færre unge vælger at tage en humanistisk uddannelse som kunst- og kulturvidenskab eller et sprogfag.

Opgørelsen over årets ansøgninger til de videregående uddannelser viser, at de humanistiske fag i år har fået ni procent færre ansøgere end sidste år. Samtidig har de medie- og kommunikationsfaglige fag også fået seks procent færre ansøgere.

Til gengæld ønsker flere unge at blive civilingeniører, som fire procent flere har valgt at søge i forhold til sidste år. Samtidig har IT-universitetet fået hele 11 procent flere ansøgere, og Danmarks Tekniske Universitet har også fået seks procent flere ansøgere.

Hver femte ansøger har i år søgt en af de såkaldte STEM-uddannelser, som dækker over ingeniørvidenskab, videnskab, matematik og teknologi. Hvor mange det er i forhold til sidste år, fremgår dog endnu ikke af tallene.

Godt med flere på STEM-uddannelserne

Det store optag på STEM-uddannelserne glæder uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers.

- Det er supergodt. Det er det, vi ønsker at opnå. Vi har lanceret den her teknologi-pakke, som gerne skulle inspirere flere unge til at vælge ingeniør og naturvidenskabelige fag, siger han.

Faldet i ansøgninger til de humanistiske fag bekymrer ham ikke, da der stadig er mere end 8.000, som har søgt ind her.

- Jeg tænker, det er en konsekvens af, at vi har fået flere ansøgere det ene sted,og det totale ansøgertal ikke er steget. De skal jo komme et sted fra, og så ser vi faldet på humaniora, siger han og understreger, at der stadig er brug for de humaniorastuderende også.

- Vi skal have en balance i det. Det er vi nødt til, for vi har også brug for det menneskelige ansigt på teknologi for eksempel, siger han.

Humaniora er andenstørst

Humniora er dog sammen med de samfundsvidenskabelige fag stadig blandt de største fagområder. Lidt over 8.000 har i år søgt ind på humaniora, mens de samfundsvidenskabelige har fået 16.500 ansøgere.

Til sammenligning har de tekniske videnskaber, som for eksempel dækker over ingeniøruddannelserne, fået 3.800 ansøgninger. Og de naturvidenskabelige fag har fået 5.800 ansøgninger.

I alt har 89.700 søgt ind på en videregående uddannelse, hvilket er et fald på to procent.

Det fremgik tidligere af artiklen, at der havde været et fald på 10 procent i ansøgningerne til humaniora. Det var en fejl i Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelse. Det drejer sig i stedet om ni procent.