Stregkoden fylder 50 år, men den er måske snart på vej på pension

Stregkoden skal fremover erstattes af en QR-kode, der kan være med til at reducere butikkers madspild.

QR-koder som denne her kan dirigere videre til en hjemmeside, når den bliver scannet gennem kameraet eller en app på telefonen. I fremtiden vil den også kunne oplyse om udløbsdato og klimaaftryk på varer. (© DR Grafik: Søren Winther Nørbæk)

Den lille stribede fætter bag på havregrynspakken og smøreosten fylder 50 år i dag.

Og med fem årtier på bagen gør stregkoden måske snart noget, de færreste af os andre kan gøre i den alder: Gå på pension.

Stregkoden står nemlig til at blive udskiftet med den lidt anderledes todimensionelle QR-kode. Vi kender dem i dag fra reklameskilte og brochurer, som man med sin telefons kamera eller en særlig app kan scanne og blive dirigeret videre til en hjemmeside.

Nu bliver den ifølge GS1 Danmark måske også klistret bag på dagligvarer, fordi den kan indeholde langt mere information end den nuværende stregkode, heriblandt udløbsdatoer, allergener og klimaaftryk.

Det giver dagligvarebutikker mulighed for at reducere madspild og forbrugerne mulighed for at spare penge, siger Mads Kibsgaard, der er ansvarlig for standarder og bæredygtighed hos GS1 Danmark.

- Man kan indføre automatiske rabatordninger, så hvis jeg vælger at købe et produkt med udløbsdato i morgen, så får jeg måske helt automatisk 50 procent rabat ved kassen.

- Så behøver man heller ikke længere at have medarbejdere, der render rundt og smider gule klistermærker på varerne. Butikken kan automatisere nogle processer, der er manuelle i dag.

GS1 Danmark skønner, at dagligvarebutikker kan reducere madspild med op mod 30 procent med den nye QR-stregkode.

- Det er milliarder af kroner og op mod 21.000 tons madspild, som man kunne eliminere. Så det er også en god forretning.

Pas på vildledning

Selvom QR-koder rummer stort potentiale for især virksomhederne, så er en mulig erstatning ikke entydigt gode nyheder.

I hvert fald ikke hvis der bliver fjernet basal information som ingrediensliste og holdbarhedsdato fra pakningen på varerne, siger projektchef for fødevarer i Forbrugerrådet Tænk Camilla Udsen.

- Vi er sådan set åbne over for og synes det er positivt, at man eksperimenterer med de nye QR-koder, men det er en ulempe for forbrugeren, hvis man er nødt til at scanne et produkt for at finde basal information om det.

- Der er jo også folk, der ikke har en smartphone, siger hun.

Stregkoden blev skabt i april 1973 og hver dag bliver der scannet seks milliarder af dem, anslår GS1. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

GS1 Danmark siger, at QR-koden blandt andet kan indeholde information om en vares miljømæssige fodaftryk.

Men ifølge Tænk kan de nye koder gøre det svært at kontrollere for vildledning og særligt green-washing. Det er, når markedsføring får aktiviteter eller produkter til at virke mere miljøvenlige og bæredygtige, end de er.

- Der er i dag stor uenighed om, hvordan man udregner klimaaftrykket for dagligvarer. Diskussionerne og overvejelserne vil fortsætte, og det bliver ikke nemmere af, at det gemmer sig bag en stregkode.

- Det er i forvejen komplekst at formidle de her informationer via fødevarer, siger Camilla Udsen.

Hvornår bliver QR-koder det nye sort?

Den stribede stregkode og QR-koden kommer i første omgang til at stå ved siden af hinanden på indpakningen, og det forventes allerede så småt at ske i løbet af i år.

Der kommer dog til at gå noget tid, før de lodrette streger helt bliver erstattet. Det kræver nemlig, at både forhandlere og producenter omstiller sig og indfører det nye mærke.

Selvom det både kommer til at tage tid og koste penge, er der også noget at tjene for virksomhederne.

GS1 siger, at man har forsøgt sig med QR-koderne i nogle supermarkeder i Norge og Australien.

Butikskæden Meny i Norge har reduceret sit madspild med 18 procent målt i kroner og øre, mens man i Woolworth i Australien i nogle butikker har kunnet reducere omfanget af varer, hvor holdbarheden er udløbet, med op til 44 procent.

GS1 Danmark håber, det også snart bliver implementeret i Danmark, oplyser direktør Per Ahlmann Andersen på deres hjemmeside.

- Vi har inviteret dagligvarekæder, fødevareproducenter, interesseorganisationer, politiske beslutningstagere og mange flere til dialog for at sætte skub i udrulningen af 2D-stregkoder i dansk dagligvarehandel.