Stormrådet undersøger om der skal erklæres stormflod

Stormrådet offentliggør i morgen eftermiddag deres beslutning.

Flere steder i landet forbereder man sig på stigende vandstand. Her ved Kelstrup Strand. (Foto: © Palle Peter Skov, Scanpix)

De vandstigninger, der rammer i aften og i nat, er så voldsomme, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) advarer mod vejr, der kan klassificeres som ”meget farligt vejr”.

Allerede nu har Stormrådet meddelt, at man undersøger, om der skal erklæres stormflod i forbindelse med stormen. Det er på trods af, at Stormrådet først forventer, at højvandet kulminerer klokken 03 om natten.

Allerede i morgen, tidligt på eftermiddagen, vil det blive offentliggjort, om der erklæres stormflod.

Hvorvidt der er tale om stormflod eller ej, er vigtigt for de ramtes mulighed for erstatning. Er der stormflod, kan påvirkede måske få erstatning efter stormflodsloven.

DMI's varsel mod forhøjede vandstande gælder fra klokken 19 i aften. Lige nu er der meldt om vandstigninger ud over normalen på mellem 130 og 180 centimeter.

Det er så højt, at man visse steder taler om en 100-årshændelse, hvilket betyder, at det statistisk set kun burde ske en gang hvert hundrede år.

Følg vejret og udviklingen her på dr.dk.