Stor interesse for at købe Danmarks aflagte F-16 fly

Flere købere står allerede på spring for at købe de op til 40 år gamle kampfly.

Flyvevåbnet fejrede for nylig F-16 jagerflyets 40-års jubilæum med en formationsflyvning over store dele af landet. Til glæde for store og små flyspottere. Nu har udenlandske købere også spottet de aflagte danske fly, der skal erstattes af F-35. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

En formation F-16’ere på jubilæumstur fik for nylig danskere i tusindvis til at kigge op i januarhimlen.

Men det er åbenbart ikke de eneste, der har fået øjnene op for de grå fly med Dannebrog på haleroret.

Allerede nu står køberne nemlig på spring for at købe kampflyene, der om få år bliver afløst af moderne F-35’ere.

- Der er stor interesse for at købe de danske kampfly, fordi vi har vedligeholdt dem så godt, sagde forsvarsminister Trine Bramsen (S) for nylig under en debat i Folketinget.

Gamle fly skal sælges

Forsvarsministeriet bekræfter, at 'størstedelen' af de 43 fly skal sælges. De resterende skal eleverne på forsvarets teknikeruddannelser bruge til at øve sig på og andre skal udstilles på relevante museer.

I 2016 besluttede et politisk flertal, at flyvevåbnets flåde af F-16 kampfly skal udskiftes med 27 styk topmoderne F-35 fra våbenproducenten Lockheed Martin.

En udskiftning, der sker løbende fra næste år og indtil 2024, hvor F-16 flyver sin sidste tur i dansk tjeneste.

Flyene skal udskiftes, fordi de snart nærmer sig sidste holdbarhedsdato, hvad angår både teknologi og antal flyvetimer på vingerne.

Men på trods af det, er der altså stor udenlandsk interesse for at få fingrene i de danske fly.

- På nuværende tidspunkt er der udvist indledende interesse for køb af danske F-16 fra et antal potentielle købere, skriver Forsvarsministeriet, der ikke vil afsløre, hvilke nationer der er tale om.

USA skal godkende købere

Før et eventuelt salg skal USA dog først godkende køberen, oplyser Forsvarsministeriet. De danske maskiner er mellem 30-40 år gamle.

Sådan så det ud ved modtagelsen af de danske F-16-fly i januar 1980. (© Forsvaret)

Særligt versionerne med to sæder har fortsat potentielt mange timer i luften.

- Aldersspredningen betyder, at flyene har fløjet et varierende antal timer. Dertil kommer, at træningsflyene (to-sædede fly, red.) ikke har deltaget i den internationale opgaveløsning, hvorimod der på de fly, der har været indsat i internationale operationer, er akkumuleret en højere flyvetid, oplyser ministeriet.

Det er endnu for tidligt at sige, hvad et eventuelt salg kan indbringe, skriver ministeriet.

Især fordi andre lande også forventes at sende en række brugte F-16’ere på markedet til den tid.