Da innovationsminister Sophie Løhde (V) i sidste uge gjorde status over udflytningen af statslige arbejdspladser, lød budskabet, at alt går som planlagt. Økonomien i udflytningsplanerne ser ud til mere end bare at holde, viser tallene fra ministeriet.
Samtidig viser tallene, at 22 procent af de udflyttede job er blevet besat af de ansatte, som havde jobbet, inden de flyttede ud.
Men bag tallene gemmer sig en større variation. En række statslige styrelser, som er rykket langt væk fra København, har mistet mere end ni ud af ti ansatte. Det viser en rundringning, som DR’s radioprogram Orientering har lavet.
Nævnenes Hus, der nu ligger i Viborg, har kun formået at få otte procent af sine medarbejdere med.
Direktør Christian Lützen erkender, at det betyder et kompetencetab i styrelsen, der hører under Erhvervsministeriet og primært leverer juridisk bistand til statslige nævn.
- Der er da noget kompetencetab. Omvendt har vi ikke haft nogen som helst problemer med at rekruttere rigtigt dygtige mennesker i Viborg. Vi er en jurist-arbejdsplads. Jeg har derfor et behov for rigtigt dygtige jurister, og jeg har ikke haft problemer med at rekruttere erfarne jurister til området, siger han.
9 ud af 10 ville ikke til Sønderjylland
I Sønderjylland har dele af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen fået nyt hjem i byerne Augustenborg og Tønder.
300 stillinger er flyttet hertil, men blot hver 10. medarbejder er rykket med til Sønderjylland. Derfor lægger direktør Jette Petersen da heller ikke skjul på, at det har betydet noget for sagsbehandlingstiden.
- Det er et kæmpe kompetence- og erfaringstab. Vi har rekrutteret dygtige medarbejdere i Sønderjylland, som er fyldt med gejst og engagement, men det er forskellige opgaver. Selvom vi har haft gode intro- og oplæringsforløb, så tager det noget tid, inden den store viden omsættes til kompetencer, siger hun og uddyber:
- Vi offentliggør med jævne mellemrum vores forventninger til sagsbehandlingstider. På en lang række områder har vi længere sagsbehandlingstider, siger hun.
Tager vi fra Viborg og lidt længere sydpå til Ikast, så finder vi Patent- og Varemærkestyrelsen. Til Ikast er 35 stillingerne blevet flyttet fra Taastrup i hovedstaden. Her mener regionschef Tom Meltvedt Petersen ikke, at udflytningen har haft stor betydning.
- Vi kan det samme som i Taastrup, men bare i en mindre skala. Udflytningen har været smertefri for os. Vi har fem, der er fulgt med fra Taastrup. Og vi er faktisk oppe og være 37 medarbejdere nu, siger han.
Halvdelen af udflytningerne er færdiggjort
At antallet af ansatte i styrelsen er øget, skyldes flere opgaver, og ikke at de nye medarbejdere i det jyske ikke kan følge med, fortæller regionschef Tom Meltvedt Petersen.
En anden styrelse, der bogstavelig talt har måttet rykke til den anden ende af landet, er Statens Administration.
Her er 232 arbejdspladser flyttet til Hjørring i Nordjylland. Her er det blot 17 medarbejdere, hvilket svarer til syv procent, der er rykket med.
Indtil videre har 21 af 43 institutioner færdiggjort udflytningen. Udgifterne til flytningen anslås lige nu til at lande i omegnen af 870 millioner kroner.