Den pistol, som formentlig blev brugt til at skyde en 43-årig betjent ved politistationen i Albertslund i går, var blevet stjålet fra Rødovre Skytteforening.
Det skete i mandags og samme aften meldte klubben tyveriet til politiet, ligesom de også gav politiet navnet på den formodede gerningsmand bag skudepisoden.
Formand for Dansk Skytte Union, John Hansen, forklarer, at det er "yderst tragisk", at en betjent er blevet skudt med et sportsskyttevåben. Umiddelbart får episoden dog ikke konsekvenser i unionen.
- Det er lige tidligt nok at tage en konsekvens af det her, før vi er 100 procent sikre på, hvordan det er sket, forklarer han.
- Men det er jo klart, at hvis vi på et tidspunkt får en rapport om hændelsesforløbet, og sikkerheden kan øges yderligere - uden det går ud over skydeidrætten - så vil vi selvfølgelig kigge på det.
Gerningsmand var medlem af klub
John Hansen forklarer, at hans kendskab til sagen er begrænset til de udtalelser og udmeldinger, som Københavns Vestegns Politi er kommet med til medierne.
Københavns Vestegns Politi har desuden forklaret, at den formodede gerningsmand på 26 år var medlem af Rødovre Skytteforening, men havde hverken våben- eller bæretilladelse, hvilket er i overensstemmelse med reglerne.
- Det har altid været sådan, at man kunne komme på en skydebane og skyde med de våben, der var dér, forklarer John Hansen.
Vil man skyde med egne våben, kræver det dog en våben- og bæretilladelse, og når disse anskaffes, skal man fremvise sin straffeattest. John Hansen vil dog ikke afvise, at det også kan blive fremtiden for de medlemmer, som ikke har egne våben, men bruger skytteklubbernes.
- Det, tror jeg ikke, vil bekymre nogen, hvis man tog det skridt.
Ifølge Københavns Vestegns Politi blev den formodede gerningsmand beskrevet som ”en rolig person” af skytteforeningen.
Han var dog tidligere kendt af politiet, grundet en episode, som fandt sted for fire år siden. Her truede han nemlig politiet på politistationen i Albertslund med en såkaldt hardball-pistol.
Den formodede gerningsmand bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup her til morgen klokken 8.30.
Se et uddrag af interviewet med John Hansen herunder.