Politiet kunne hurtigt spore gerningsmand via telefon

Kort efter betjent blev skudt ned foran politistation satte politiet aflytning på gerningsmandens telefon.

Ved at spore en telefon var politiet hurtigt i stand til at anholde den formodede gerningsmand til nedskydningen af en 43-årig betjent ved politigården i Albertslund i morges.

Det fortæller politiinspektør Svend Foldager på et pressemøde.

Kort efter politiet havde fået information om skudepisoden, hvor en politimand omkring klokken 8.15 i morges blev ramt af et skud i hovedet fra en kaliber 22-pistol, blev en vagtchef opmærksom på en anmeldelse, som var kommet mandag aften fra en skytteklub.

I anmeldelsen lød det, at en af skytteklubbens medlemmer havde stjålet en kaliber 22-pistol fra klubben.

Truede med hardball pistol

Personens navn svarede til navnet på en person, der for omkring fire år siden havde været inde på politistationen i Albertslund og true med en hardball pistol.

- De oplysninger giver han (vagtchefen, red.) videre til efterforskningen, så vi omkring 20 minutter efter hændelsen er sket, er i stand til at sætte aflytning op på telefoner, som gør, at vi kan følge gerningsmandens færden i området og foretage en anholdelse af ham, siger politiinspektør Svend Foldager.

Den 26-årige mands hjem er i dag blevet ransaget. Men det er endnu for tidligt at sige noget om hans motiv, understreger Svend Foldager.

- Vi vil kigge nærmere på det hele i de næste par dage, siger han og understreger, at det var en tilfældighed, at det netop var den 43-årige betjent, som blev skudt.

- Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne forudse, at den givne betjent stod på den rampe ved den bil. Det er umuligt, så det er en tilfældighed.

Politiforbundet skriver tirsdag aften på deres hjemmeside:

- Vi er i chok, og vi afventer nyt om kollegaen og omstændighederne.

Betjent i kritisk tilstand

Den 43-årige politimand, som var hundefører, blev skudt i hovedet ved politigården i Albertslund.

Først var meldingen, at han var uden for livsfare. Men tirsdag aften blev hans tilstand forværret, og den er nu kritisk, oplyser politiet.