Skuffelsen er ikke til at tage fejl af.
Hos Politiforbundet føler man sig glemt i den trepartsaftale, der sikrer en række offentligt ansatte mere i løn.
Det gælder særligt sygeplejersker, jordemødre, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, social- og sundhedshjælpere og fængselsbetjente. Men altså ikke politibetjente.
Formand for Politiforbundet Heino Kegel er er ærgerlig over, at hans medlemmer ikke bliver tilgodeset af aftalen.
- Jeg er skuffet over, at der ikke er noget til os.
- Mine medlemmer er kede af det og rasende. Det er fuldt forståeligt, siger han:
Også hos Dansk Socialrådgiverforening føler man sig forbigået.
Her lægger formand Signe Færch vægt på, at også hendes medlemmer løser afgørende "velfærdsopgaver tæt på borgerne".
- Derfor har vi hele tiden ment, at vi burde få del i lønløftet, og det mener vi stadig, udtaler formand Signe Færch i en pressemeddelelse.
'Alle offentligt ansatte har fortjent et lønløft'
Forud for forhandlingerne havde regeringen fastsat en række kriterier for de ansatte, der skulle tilgodeses med en lønstigning.
Fra regeringen har det blandt andet lydt, at man vil tilgodese medarbejdergrupper, som man har svært ved at rekruttere og fastholde.
Samtidig har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt, at der er tale om personale, som er "vitale for, om et velfærdssamfund fungerer eller ej".
Heino Kegel mener "i den grad", at hans medlemmer kunne falde ind under de krav.
- Jeg anerkender, at der er behov for et lønløft på det offentlige område. Alle offentligt ansatte har fortjent et lønløft, men også mine medlemmer, siger han.
Heino Kegel frygter, at konsekvensen bliver, at de udfordringer, der er med at fastholde og rekruttere politibetjente, vil fortsætte.
'De burde helt klart have været med'
På Christiansborg er der også opbakning at finde til Politiforbundet.
Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Nick Zimmermann, er "ærgerlig" over, at betjentene ikke er en del af aftalen.
- De burde helt klart have været med i det her lønløft, siger han og begrunder det med, at de "løfter en kæmpe opgave hver evig eneste dag".
Også flere grupper i sundhedsvæsnet bliver overset med aftalen, mener han.
- Der er masser af grupper i sundhedsvæsnet, som også kunne have været med, men som desværre ikke er det. Man skal altså huske på, at man løfter i flok i sundhedsvæsnet, siger han.
Vil have penge næste år
På pressemødet henvendte formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen, sig direkte til de faggrupper, der måske kan føle sig glemt i aftalen - han nævnte specifikt politibetjente, skolelærere og socialrådgivere.
- I skal også vide, at vi står på tærsklen til overenskomstforhandlinger, hvor vi igen skal forhandle - i denne omgang med arbejdsgiverne - om at sikre et lønløft og gode overenskomster til alle i den offentlige sektor, sagde han.
Både Heino Kegel og Signe Færch fra Dansk Socialrådgiverforening har da også øjnene stift rettet mod næste års overenskomstforhandlinger.
Heino Kegel forventer, at det til den tid er politibetjentenes tur. Han er glad for ordene fra Morten Skov Christiansen ved pressemødet.
- Men det skal også være mere end varme tanker - det kan vi ikke købe smør til brødet for. Så der skal kontanter på bordet, når vi taler OK24, siger han.
- Nu har vi holdt for, for at de andre kunne få. Så har jeg også en forventning om, at der så bliver skævvredet til fordel for os i forbindelse med OK24.
Hvem får hvad med den nye trepartsaftale? Det kan du læse mere om her: