Den 43-årige politimand, der i morges blev ramt af skud i hovedet ved politigården i Albertslund, er nu i kritisk tilstand.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Tidligere på dagen blev det ellers meldt ud, at han var uden for livsfare. Men i løbet af eftermiddagen er hans tilstand blevet forværret, og nu vurderer lægerne, at manden er i kritisk tilstand.
Politiet har ikke flere oplysninger på nuværende tidspunkt. Men klokken 19.30 bliver der afholdt en kort pressebriefing om efterforskningen.
Skudepisoden fandt sted klokken 08.20 i morges, og en 26-årig mand blev efterfølgende anholdt.
Ifølge Københavns Vestegns Politi handlede manden på egen hånd, og han skulle være psykisk syg. Han bliver onsdag fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg.
Politikilder oplyser over for DR Nyheder, at den formodede gerningsmand stjal pistolen fra Rødovre Skytteforening. Det er uvist, hvornår han stjal den.