Sharia-råd opløses efter afsløring i TV 2-dokumentar

Søndag kunne TV 2 dokumentere, at et råd tilknyttet Fredens Moske i Aarhus rådgiver i ægteskabelige spørgsmål med sharia-lov i hånden. Nu er rådet opløst.

Sharia-rådet rådgiver i TV 2-dokumentaren en kvinde om ægteskabelige problemer. Hun får blandt andet besked på, at hun ikke kan nægte sin mand at gifte sig med flere kvinder. (Foto: © Axel Schütt, Scanpix)

Blot få timer efter TV 2 afslører, at der eksisterer et såkaldt sharia-råd relateret til Fredens Moske i Aarhus-bydelen Gellerup, er rådet opløst.

Det fortæller Rabih Azad-Ahmad (R), der er medlem af Aarhus Byråd og rådmand for Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice.

Han havde på baggrund af TV 2's afsløring kaldt til et hastemøde, hvor 30-40 repræsentanter for forskellige boligforeninger og muslimske foreninger i Gellerup mødte op søndag eftermiddag.

- De foreninger, der er her, er kommet frem til, at det er vigtigt at arbejde mod enhver form for parallelsamfund. Det betyder også, at det råd, der har været her i området, det har opløst sig selv af respekt for danske værdier, siger Rabih Azad-Ahmad til TV 2.

En repræsentant for Fredens Moske gav under mødet rådmanden sit ord for, at rådet er opløst.

Men man kan vel stadig tage til Fredens Moske og søge råd?

- Om folk stadig vil gå derhen og søge råd, det kan jeg jo ikke sige. Men der foregår også rådgivning alle mulige andre steder, siger Rabih Azad-Ahmad til DR Nyheder.

- De har lovet, at selve det rådgivende organ er opløst, understreger han.

Sharia giver ret til flere koner

I et videoklip på TV 2's hjemmeside, der stammer fra dokumentarserien 'Moskeerne bag sløret', har en kvinde udsendt af TV 2 opsøgt det såkaldte sharia-råd for at spørge, hvordan hun skal forholde sig til nogle problemer, hun har med sin mand.

Det går ikke godt i deres ægteskab, fortæller hun rådet, hvor blandt andre imamen Nasser Qasimi og Radwan Mansour, talsmand og imam for Fredens Moske, sidder med. Manden vil have flere koner, fortæller TV 2's muldvarp blandt andet og insisterer på, at hun vil skilles, hvis det sker.

- Du kan ikke kræve skilsmisse på det grundlag. Det er ikke tilladt i henhold til sharia, svarer Nasser Qasimi.

Radwan Mansour supplerer:

- Det er vores pligt at sige til dig, at det er tilladt. Det er mandens ret at gifte sig med både den første, den anden, den tredje og den fjerde. Det er helt naturligt.

De fortæller i øvrigt TV 2-muldvarpen, at hun ikke kan nægte sin mand sex, når han kræver det.

I videoklippet kan det fremstå som om, rådet kommer med en dom efter at have hørt kvindens spørgsmål. Altså at hun - ifølge sharia-lov - ikke må lade sig skille, og at hun ikke må nægte sin mand sex.

Det afviste repræsentanten for Fredens Moske til søndagens møde over for Rabih Azad-Ahmad.

- De mener ikke, at der ligger afgørelser i det. Det har haft et rådgivende format.