Aarhus holder hastemøde om moskéer

Rådmanden for kultur og borgerservice i Aarhus har indkaldt til hastemøde i eftermiddag om en planlagt stormoské i Aarhus.

TV 2 viste i denne uge flere dokumentar-programmer filmet med skjult kamera fra blandt andet Grimhøj-moskeen i Aarhus. (arkivfoto) (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

TV2 sendte i denne uge dokumentarerne "Moskeerne bag sløret" om blandt andre moskéen Grimhøj i Gellerupparken ved Aarhus.

Dokumentarerne viste blandt andet en imam, der siger, at utro ægtefolk skal straffes med pisk eller stening.

Dokumentarerne bekymrer rådmanden for kultur og borgerservice i Aarhus, Rabih Azad-Ahmad fra Radikale Venstre. Han har derfor kaldt til møde i eftermiddag med lokale foreninger og mennesker fra Gellerupparken og Aarhus Vest.

De skal tale om en ny moské

Rådmanden vil blandt andet tale om planerne for en ny stor moské i området.

- Der er ingen tvivl om, at de meget kontroversielle udtalelser, som er kommet frem i TV 2-programmerne, giver anledning til bekymringer, som der bør handles på straks, skriver rådmanden i en pressemeddelelse.

Han skriver også, at Gellerupparken ellers udvikler sig positivt, for eksempel er der blevet mindre kriminalitet i bydelen.

/ritzau/