I Sara Thanes soveværelse står der stadig en babyseng, selvom hendes søn ikke kan sove i den længere. Legetøjet ligger også i de samme kasser, som de gjorde, da hendes søn sad på gulvet og legede med det. Der hænger billeder og aftryk af hans babyfødder på væggene, og hans legekøkken står på sin plads.
På Saras seng ligger et tæppe med billeder af Nord og de mennesker, der elskede ham. Hjemmet ligner ethvert andet hjem, hvor der bor et lille barn. Men der bor ikke et barn i Saras hjem længere, og hun bliver også tit spurgt, om det ikke er forfærdeligt at vågne op ved siden af hans seng, når han ikke ligger i den mere.
- Jo, det er forfærdeligt. Men det ville være værre for mig, hvis den ikke stod der mere. Jeg vil ikke prøve at flytte ham. Han har været her, og det skal jeg mærke. Han er del af mit liv, og det skal man kunne mærke og føle.
Den 35-årige Sara Thane har oplevet det værst tænkelige, et menneske kan komme ud for. Hendes ekskæreste dræbte deres søn for at hævne sig på hende.
En gennemgang af 1.338 drab i Danmark, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget, viser, at der på 25 år har været 73 sager, hvor en forælder har taget livet af sit barn eller stedbarn. Og i 65 af sagerne har barnet været under 18 år.
Saras historie er først og fremmest en fortælling om at leve med det ubærlige, men den handler også om at rejse sig igen ovenpå den største sorg. For hvordan lærer man som mor at leve igen, når ens barn bliver dræbt af den far, man selv engang har elsket?
- Jeg er kommet hertil, fordi jeg gjorde op med mig selv, at jeg hellere vil leve hver dag med smerten end ikke at have haft ham.
De mange svære dage
For Sara er livet inddelt i gode og svære perioder, og sådan har det været lige siden Nords død for to år siden. I perioder har hun overvejet, om hendes familie kunne leve videre, hvis hun tog sit eget liv, fordi hun ikke kunne mening med at leve videre uden Nord. Nogle dage vågner hun og tror, at det hele har været et mareridt - og at der aldrig har været en Nord. Så kigger hun omkring sig, ser alle hans ting og bliver mindet om, at det hele er virkeligt.
Lige nu er en rigtig svær tid for hende, fordi det lige har årsdagen for hans død. Nord ville i år være blevet fire år.
Hun har svært ved at overskue noget som helst – og hverdagen bliver igen fyldt med sorg, skyld og de spørgsmål, hun har stillet sig selv så mange gange: "Kunne hun have gjort noget for at forhindre det?"
- Jeg føler, han skal dø igen, men denne gang ved jeg det bare på forhånd. Min hjerne kører på højtryk for at stoppe det. Jeg får en panikfølelse af, at jeg mister ham og frygter, at jeg snart skal finde ham død igen.
Den 10. juni 2016 fandt Sara sin søn død på ekskæresterens seng i Albertslund. Han havde været død i fire timer, da hun fandt ham. Få timer inden havde Sara modtaget en kryptisk sms fra ekskæresten, som var mere ubehagelig end sædvanligt.
- Det glæder mig at meddele dig, at det er sidste gang, du har valgt dig selv frem for Nord. Jeg har intet tilovers for dig. Du fortjener ikke Nord. Du fortjener kun at brænde op i helvede, og jeg vil gøre alt for, at det sker før eller senere, stod der i beskeden fra Saras ekskæreste.
Ekskæresten tog sit eget liv kort efter, da han sprang ud foran et tog ved Danshøj Station. Inden han sprang, ringede han til Sara og truede med at springe ud foran et tog med Nord. Men der var sønnen allerede død.
Sara finder aldrig ud af, hvilke tanker der gik igennem hans hoved de sidste timer. Det eneste hun ved er, at han gjorde det for at hævne sig på hende. Når hun ikke ville have en familie med ham, skulle hun slet ikke have en familie. Og hans hævn er i sig selv blevet en motivation for Sara til at leve videre.
- Hans mål var, at jeg skulle tage livet af mig selv eller ende med at slå hovedet ind væggen på en lukket psykiatrisk afdeling. Den bedste hævn over ham er, at jeg får et liv, der er værd at leve. Han har såret mig nok, siger hun.
Det man aldrig forstår
Forholdet til Nords far gik i stykker, da sønnen var bare otte måneder. Nord boede hos Sara, men hun holdt fast i, at han skulle se sin far. Deres forhold havde altid været turbulent, og ekskæresten var ifølge Sara manipulerende og dominerende. Men der var ingen, der havde set tegn på, at han kunne finde på at skade deres søn. At Nord blev dræbt af sin far og ikke af en fremmed person har gjort sorgen dybere for Sara.
- Det er jo et kæmpe svigt. Jeg stolede på, at han altid ville passe på vores barn. Og en af de ting, der plager mig, er, hvordan hadet til mig, kunne være større end kærligheden til Nord. Han har ikke elsket Nord, som en far skal, og det gør rigtig ondt.
I dag har hun imidlertid opgivet at forsøge at forstå, hvad der fik ham til at tage livet af sønnen.
- I starten forsøgte jeg at finde en forklaring, men med hjælp fra en psykolog, er jeg kommet frem til, at en rask hjerne ikke kan sætte sig ind i, hvordan han kunne gøre sådan mod sit eget barn. Jeg tror, han havde haft gjort det, uanset hvad jeg havde gjort eller sagt.
Generelt forsøger hun at tænke så lidt som muligt på sin ekskæreste. Han skal ikke have plads i hendes tanker. Men hadet til ham blusser op i de svære perioder. Perioder som lige nu.
- I samme øjeblik jeg fandt Nord død, forsvandt alle mine følelser for ham. Jeg hadede ham ikke, jeg følte bare ingenting. Jeg bruger ikke meget tid på at tænke på ham, men i nogle perioder dukker det frem. Men jeg elsker min søn mere, end jeg hader ham.
Sara var sammen med Nords far i fire år, og den tid har også givet mange gode minder. Men dem kan Sara ikke længere holde ud at tænke på.
- Han har ikke kun taget mit liv og min fremtid med Nord, men også meget af min fortid. Jeg kan ikke mindes de gode oplevelser, vi har haft. Jeg får lyst til at kaste op, hver gang jeg tænker på det.
At turde drømme igen
Saras hverdag er stadig fuld af sorg over hendes tab, men hun har fået en hverdag og et liv. Hun har fra starten været hudløst ærlig omkring sin egen sorgproces på bloggen Nord for Mælkevejen'.
Her fortæller hun om at holde fødselsdag for en søn, der ikke længere lever, og de mange svære dage, hvor savnet efter at holde sønnen ind til sig er så stort, at hun bliver overmandet af sorg. På bloggen beskriver hun også, hvordan hendes egen mor flyttede ind hos hende, da Nord blev slået ihjel, sov ved hendes side og sørgede for, at hun fik mad, kom i bad, vaskede hendes tøj og gjorde rent i lejligheden. Hun samlede hende op, når hun var ved at give op og kyssede og krammede hende, når smerten blev ubærlig.
For Sara handler bloggen om at dele tanker om sorg, fordi hun mener, at vi er alt for dårlige til at håndtere sorg. Hun har selv oplevet, hvor svært det er for folk at forholde sig til hende, når de hører, hvad hun har været igennem:
- Jeg er i en alder, hvor mange spørger, om jeg har børn. Når jeg så fortæller dem, at det har jeg, men at han er blevet dræbt af min eks, så bliver folk bange og ved ikke, hvordan de skal reagere. Jeg har dage, hvor jeg har svært ved at komme ud af sengen, og så har jeg ikke overskuddet til deres sorg. Det er svært at skulle tage hensyn til deres følelser, siger hun.
Hun føler sig heldig, fordi hun har haft et stærkt netværk, der har båret hende igennem de værste tider. De er en af de vigtigste grunde til, at hun stadig står oprejst. Men hun er også begyndt at tro på, at der kan være et godt liv for hende i fremtiden.
- Jeg er begyndt at drømme igen. Det har taget tid at tro på, at jeg ville nå dertil, og at jeg ville overleve det her. Jeg har i perioder tvivlet på, at det ville lykkes.
Et andet menneske
Sara er ikke den samme person, som hun var, inden Nord blev dræbt.
Hendes liv er faldet fuldstændig fra hinanden, og hun har måttet samle stykkerne op og sætte dem sammen på en ny måde. De ting, hun grinte af før Nords død, er ikke længere sjove. Og det arbejde som frisør, hun var glad for dengang, giver ikke længere nok mening for hende.
Som en måde at finde mening i det fuldstændig meningsløse, tænker hun over, hvordan hun kan bruge hendes erfaringer til at hjælpe andre. Bloggen er én måde at gøre det på, men hun vil gerne mere end det. Hun har selv oplevet, hvor lidt hjælp der er at hende fra systemets side, både når det kommer til økonomisk hjælp og generel støtte til at få en hverdag til at fungere midt i sorgen.
Når man står midt i sit livs værste mareridt, bør der være mere hjælp at hente, mener hun. Derfor håber hun at finde ressourcer til at producere børnetøj i Nords navn, hvor overskuddet kan gå til et form for kriseberedskab til mennesker i sorg.
- Jeg er heldig, fordi jeg har gode venner og familie. Min mor var der for mig, for ellers var jeg død af sult. Man bliver tabt på gulvet, hvis man ikke har et netværk, og det vil jeg gerne ændre på. Jeg vil gerne gøre en forskel for andre i samme situation.
Nyt liv i hjemmet
Hendes største drøm er at blive mor igen. Hun håber at få lov til at pakke Nords tøj ud af kasserne og se tøjet blive slidt op, som Nord skulle have gjort det. Hun ved, at det også vil rippe op i sorgen, men håber at kærligheden til et nyt barn kan være med til at give hende noget at leve for.
- Lige nu lever jeg mest for andres skyld. Og jeg er nødt til at finde noget, jeg har lyst til. Jeg synes, det var fantastisk at blive mor. Og det ville give mig nogen at putte al min kærlighed hen på. Det ville være en slags redning at få et barn, jeg igen kan kysse og kramme.
Men én ting er hun helt sikker på – hun vil gerne have et barn alene. Hendes tillid til mænd er fuldstændig forsvundet, og det vil tage for lang tid at opbygge tillid til et andet menneske igen. Det må komme senere, tænker hun.
- Jeg bliver en bedre mor uden en far, og jeg har brug for, at barnet er mit alene. Jeg har brug for, at der ikke kommer nogen og siger, at de skal have ham hver anden weekend. Jeg ville have meget svært ved at give slip eller stole på en mand. Og det ville hverken være sjovt for ham eller barnet.
Hun er også begyndt at overveje at pakke Nord seng væk, men ikke fordi, der skal være mindre af ham i hjemmet:
- Han ville være vokset ud af sengen, hvis han stadig var her. Og så virker det ligesom mere naturligt for mig at fjerne den.