Sagen kort: Derfor melder DF'er sig ud af partiet

DF-medlem Rikke Karlsson har meldt sig ud af partiet, fordi hun ikke kan få udleveret et regnskab.

Rikke Karlsson sidder i EU for Dansk Folkeparti. Hun har i dag meldt sig ud af partiet. (Foto: © Sara Røjkjær, DR Nordjylland)

Dansk Folkeparti har mistet en af sine europaparlamentarikere, efter Rikke Karlsson tidligere på dagen besluttede sig for at forlade partiet og blive løsgænger i Bruxelles.

Ifølge Rikke Karlsson selv skyldes det, at hun ikke kan få udleveret et regnskab fra to fonde, som DF-medlemmerne i Europa-Parlamentet er medlem af.

Det skriver hun på sin Facebook-side.

Men den udlægning deles ikke af hendes nu forhenværende partikollega Morten Messerschmidt, der er præsident for den ene af de to fonde, den såkaldte Meld-fond.

Meld står for "Movement for a Europe of Liberties and Democracy", mens den anden fond, den såkaldte Feld-fond, står for "Foundation for a Europe of Liberties and Democracy".

Meld er en politisk alliance, som består af forskellige partier og medlemmer af EU-parlamentet, mens Feld er en politisk fond, der er knyttet til et bestemt politisk parti. I dette tilfælde er Feld knyttet til Meld.

Alle fire DF-medlemmer af EU-Parlamentet er medlem af fondene, og Rikke Karlsson skulle i foråret skrive under på, at hun havde deltaget i møder i fondene.

Det afviste Rikke Karlsson, som ikke på det tidspunkt havde kendskab til, at hun skulle være medlem af fondene, og derfor heller ikke har deltaget i nogen møder.

Uenighed mellem Messerschmidt og Karlsson om regnskaber

Rikke Karlsson har siden foråret derfor forsøgt at finde ud af, hvilke midler de to fonde har.

Ifølge Rikke Karlsson har hun gentagne gang bedt Morten Messerschmidt om at få lov at se regnskaberne. Rikke Karlsson fortæller, at Morten Messerschmidt kun ”løseligt” har redegjort for, hvad midlerne i 2015 er brugt til.

Ifølge EU-Parlamentet råder fondene over flere millioner kroner, men en stor del af beløbet er brugt.

Rikke Karlsson skriver i en pressemeddelelse, at hun har fået besked om, at en afdeling med økonomisk ansvar for europæiske fonde allerede har modtaget regnskabet for 2014.

Morten Messerschmidt har dog udtalt, at det færdige regnskab for 2014 først er klar ved udgangen af 2015. Han siger også, at de tidligere regnskaber ligger offentligt tilgængelige på Europaparlamentets hjemmeside.

Det er revisionsfirrmaet Ernst & Young, der laver regnskaberne for de to fonde. Morten Messerschmidt fortæller, at regnskabet for 2015 vil blive gennemgået i begyndelsen af 2016 på et møde.

Rikke Karlsson har ikke ønsket at uddybe sagen yderligere over for DR Nyheder over telefonen.