Sådan påvirker id-kontrollen den danske togtrafik

Det er ikke kun pendlerne i Øresundsregionen, som bliver generet af den svenske id-kontrol.

Grundet det svenske krav om id-kontrol vil det udelukkende være Øresundstog, der kører til Københavns lufthavn. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Natten til mandag d. 4. januar bliver der med ét vendt lidt op og ned på togtrafikken i Danmark.

Her træder Sveriges lov om transportøransvar for id-kontrol i kraft, og det betyder, at blandt andre DSB skal se billede-id på alle rejsende til Sverige.

DSB oplyser, at der vil afgå tog mod Sverige fra Københavns Lufthavn hvert 20. minut, og at alle rejsende mod Sverige skal skifte tog for at komme igennem id-kontrollen.

De personer, som rejser med Kystbanetoget fra Helsingør til Malmø, skal fremover skifte tog på Hovedbanegården. Her skal de i stedet med toget, der kommer fra Nivå, ud til stationen i lufthavnen.

Alternativt kan passagererne stige af på Nørreport station og tage metroen til lufthavnen.

Dermed får passagerer, som stiger på i Helsingør, Snekkersten, Espergærde og Humlebæk, nu to togskift, hvis de skal til Sverige. Bortset fra dette kører Kystbanen som normalt.

IC Bornholm-togene erstattes af togbusser. De går fra Hovedbanegården, hvor der også vil blive gennemført id-kontrol af de rejsende til Bornholm.

Rejsende fra Fyn, Sjælland og resten af Sjælland skal også skifte tog, hvis de skal til lufthavnen. Det kan ske enten på Hovedbanegården eller ved at tage metroen fra Nørreport station.