DSB: Regning for id-kontrol kan lande hos passagererne

Op mod 30 millioner kroner om måneden vil id-kontrollen af rejsende til Sverige koste DSB.

Som en del af forberedelserne til id-kontrollen har Sund & Bælt opsat et hegn på en ca. 325 m lang strækning på Kastrup Station. (Foto: © Christina Rasmussen, DR)

Skal du rejse fra Danmark til Sverige i det nye år, kan du risikere, at skulle betale mere end normalt.

Sådan lyder det nu fra DSB, som mandag har løftet sløret for, hvordan de vil håndtere det svenske krav om id-kontrol fra 4. januar.

I januar vil passagererne ikke mærke noget til id-kontrollen på pengepungen, men fortsætter kontrollen længere end januar, vil det kunne ramme kunderne økonomisk, oplyser DSB i en pressemeddelelse.

Det betyder, at rejsende vil blive pålagt et gebyr, som skal dække de ekstraordinære omkostninger til den omfattende id-kontrol.

Informationschef i DSB, Tony Bispeskov, oplyser, at udgifterne til id-kontrollen løber op i omkring 30 millioner kroner om måneden.

DSB har hyret det private vagtfirma Securitas, som skal stå for id-kontrollen.

Selve id-kontrollen vil de rejsende støde på ved spor 1 på stationen i Københavns Lufthavn.

Her vil der blive skabt fem kontrolområder med op til 34 sluser, hvor selve kontrollen skal finde sted.

Alle togrejsende mod Sverige, skal have tjekket deres id, men børn under 18 år behøver dog ikke at vise ID, hvis de er i følge med en forælder med gyldigt billed-id, oplyser DSB.

Foruden eventuelt at skulle se frem til en dyrere billet, skal passagererne også forvente forlængede rejsetider på mellem ti og 30 minutter.