Roklub efter dødsulykke: Der er brug for et havnepoliti

To kvinder mistede livet, da en vandscooter torpederede deres udlejningsbåd.

De otte personer, der er sigtet i sagen, nægter sig alle skyldige. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Hvis man skal forsøge at sikre, at der ikke sker flere ulykker i Københavns havn, så er der brug for et decideret havnepoliti.

Det mener formand for Danske Studenters Roklub, Kasper Haagesen, efter to personer har mistet livet i en vandscooterulykke.

- Jeg foreslår, at man laver en treårig periode, hvor man giver mulighed for at lave et decideret havnepoliti til at patruljere og være til stede i hverdage og weekender, uafhængigt af Hjemmeværnet og Københavns Brandvæsen.

I går mistede to amerikanske kvinder livet, da en vandscooter påsejlede en udlejningsbåd ved meget høj fart ved Langebro i Københavns Havn.

En 24-årig mand er sigtet for uagtsomt manddrab, og syv andre er sigtet for straffelovens paragraf 252 for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

Kasper Haagesen siger, at vandscootere tidligere har været indblandet i ulykker.

- Vi havde selv en ulykke i 2013, hvor en af vores både blev sejlet midt over. Gudskelov tog de kun lige spidsen, så det var lige foran den forreste roer. Jeg ved, at flere af dem stadig er rystet over oplevelsen.

Efter ulykken skrev roklubben til Folketinget, men Kasper Haagesen mener ikke, at der er sket noget siden da.

For Københavns vedkommende mener formanden, at man også kan sætte mere fokus på, hvordan man rent faktisk gebærder sig i havnen.

- Københavns Havn har udviklet sig fra industrihavn til folkehavn, hvor der er kajakker, goboats, havnebad og små og store både. Meget ofte er det folk, der er uøvede og ikke har nogen uddannelse, der sejler rundt, og så kommer der farlige situationer, siger Kaspe Haagensen.