Vandscooterulykke i København: Mand sigtes for uagtsomt manddrab

To amerikanske kvinder mistede livet i går aftes, da en vandscooter påsejlede den udlejningsbåd, de sad i.

De to amerikanske kvinder mistede livet, da en eller flere vandscootere påkørte en udlejningsbåd i høj fart i Københavns Havn ved Langebro omkring klokken 19.43. (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

Klokken 15.45 blev otte personer fremstillet i et grundlovsforhør i Københavns byret i forbindelse med vandscooterulykken i går aftes, hvor to amerikanske kvinder blev dræbt og flere lettere kvæstet.

De otte personer blev lørdag aften anholdt i Brøndby Havn, hvor de ifølge politiets sigtelse var flygtet efter dødsulykken.

Alle de otte anholdte sigtes for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.

En af de anholdte, en 24-årig mand, er yderligere sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder og for at flygte fra ulykkesstedet, selv om han vidste, at en eller flere personer var ramt af hans vandscooter.

Ifølge den 24-årige mands advokat erkender han, at han førte vandscooteren, der ramte ind i udlejningsbåden. Men det var ikke hans hensigt at ramme nogen.

Uagtsomt drab efter straffelovens paragraf 241 kan under normale omstændigheder udløse alt fra bøde og op til fire måneders fængsel, men under skærpende omstændigheder kan straffen forhøjes til helt op til otte år.

Alle de otte anholdte nægter sig skyldige.

De otte sigtede er i alderen 22-31 år. En enkelt af dem er kvinde.

De to amerikanske kvinder mistede livet, da en vandscooter påsejlede en udlejningsbåd i høj fart i Københavns Havn ved Langebro omkring klokken 19.43.

Sejlads med vandscootere, jetski, vandski, windsurfing er ikke tilladt i Københavns Havn.