Danske hjertepatienter kan se frem til en ny type hjertemedicin, når den amerikanske medicinalproducent Amgen sender lægemidlet Repatha på gaden.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Det er en medicin, som professor og overlæge på Herlev Hospital, Børge Nordestgaard, kalder revolutionerende. Lægemidlet sænker kolesterolniveauet og i samspil med allerede eksisterende typer af medicin, vil det kunne halvere mængden af det dårlige kolesterol hos patienter.
- Det her medicin – lagt oveni almindeligt kolesterolsænkende medicin – kan bringe kolesterolet så lavt ned, at man tror, at langt det meste hjertesygdom kan forsvinde. Det er nok ikke det hele, men meget mere, end det gør i dag, siger han til DR Nyheder.
Til glæde for 30.000 patienter
Hos Hjerteforeningen glæder man sig over det kommende præparat, der vil kunne hjælpe en lang række forskellige typer af patienter – blandt andet folk med arveligt forhøjet kolesterol eller diabetes, overvægtige og rygere.
Kim Høgh, administrerende direktør i Hjerteforeningen, mener, det kan have en kæmpe betydning.
- Forestil dig, at du har fået at vide, at du er arveligt disponeret og risikerer at dø af en blodprop, og der så er et medicinsk præparat, der kan hjælpe dig ud af den klemme – så tror jeg, at betydningen står soleklart, siger han til DR Nyheder.
- Det er helt afgørende for borgeren.
Ifølge Fyens Stiftstidende vil op imod 30.000 hjertepatienter kunne få glæde af medicinen.
Meget dyrt
Ikke alt omkring den nye medicin er lige så positivt – prisen ventes nemlig at ligge et sted omkring 50.000 kroner om året.
Dermed vil præparatet bidrage til de i forvejen stærkt stigende udgifter til medicin. Hvor de allerede eksisterende produkter er noget billigere - i nærheden af 250 kroner om året - er den nye hjertemedicin altså mange gange dyrere.
Alligevel kan det være fornuftigt at tage den nye medicin i brug, vurderer professor i sundhedsøkonomi ved KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, Jakob Kjellberg:
- De data, som der umiddelbart er præsenteret, tyder faktisk på, at det har en rigtig god effekt. Også på overlevelsen af den gruppe af borgere, som ikke tolererer de andre produkter, siger han til DR Nyheder.
- Så der er faktisk noget ræson i det her produkt, ser det umiddelbart ud til.
De stigende medicinudgifter er et emne under stor bevågenhed og spiller blandt andet en stor rolle i forhandlingerne om regionernes økonomi, som Danske Regioner og Finansministeriet har taget hul på i dag.