Retsordfører: Jeg forventer en god forklaring på politiaktion

Københavns Politi skal redegøre for trafikal nedlukning og informationsniveau til borgere, mener Radikale Venstre.

Fredagens politiaktion lammede trafikken mellem landsdelene. Radikale Venstres retsordfører forventer en god forklaring fra politiet. (© (c) DR)

Er det rimeligt, at landets største færdselsårer bliver lammet fredag eftermiddag. Fordi politiet eftersøger en Volvo V90 med tre personer ‘i forbindelse med alvorlig kriminalitet’.

Uden yderligere information til borgerne ud over, at man mener at have køretøjet i sin varetægt. Mens tungtbevæbnet politi fortsætter aktionerne til lands og i luften over blandt andet Fyn.

Det spørgsmål forventer Radikale Venstres retsordfører en god forklaring på.

- Det virker voldsomt. Som radikal er jeg meget optaget af, at vi ikke ender med at give politiet lov til mere, end der er nødvendigt. Det er derfor vi er på vagt, når politiet skal have adgang til personlige oplysninger. Derfor kommer jeg også til at følge dette, for der skal være en god grund til at sætte store dele af landet på pause en fredag og i øvrigt ikke informere ret meget, siger Lotte Rod (R).

Politiet satte fredag på standby

Titusindvis af danskere mærkede fredag en storstilet politioperation, der blandt andet lammede trafikken mellem landsdelene og påvirkede veje, tog og fly.

Blandt andet blev Storebæltsbroen, Lillebæltsbroen samt Øresundsbroen afspærret. En ad gangen blev køretøjer sluset igennem og undersøgt.

Politiet oplyste, at man eftersøgte en svensk indregistreret Volvo med tre personer mistænkt for alvorlig kriminalitet. Menneskejagten resulterede i bilkøer på op til 30 kilometers længde.

Klokken 19 fredag fortalte politiet, at man formentlig havde det efterlyste køretøj i sin besiddelse.

Har pligt til at diskutere politiets indsats

Retsordfører Lotte Rod vil endnu ikke bede politiet om en redegørelse til Folketingets retsudvalg. Politiet skal have lov at gøre arbejdet færdigt, understreger hun.

- Det virker voldsomt, men når vi ikke kender detaljerne, er det frækt som politiker at kloge sig på politiets arbejde, mens det foregår. Men som politikere og borgere har vi pligt til løbende at diskutere, hvad det er for et land, vi vil bo i, og hvad politiet skal have lov til.

Retsordføreren er overrasket over, at politiet i dette tilfælde ikke lever op til et normalt højt informationsniveau.

- De gør et flot stykke arbejde på f.eks twitter. Det er meget direkte og tillidsskabende. Den tillid kommer af, at man som borger forstår hvad der sker. Derfor har jeg også en forventning om, at politiet kommer med en god forklaring her, siger Lotte Rod.

Ordførere fra S og V maner til ro

Politiet skrev lørdag morgen på twitter, at man ikke kan fortælle mere om eftersøgningen.

- I forlængelse af gårsdagens store politioperation er vi i igang med efterforskningen. Vi forventer ikke, at kunne sige mere foreløbigt, men melder ud når der er nyt om sagen, skrev Københavns Politi.

DR Nyheder har talt med retsordførere fra både Socialdemokratiet og Venstre. Begge vil i første omgang afvente og give politiet mulighed for at efterforske i fred.