Ifølge Nordjyllands Politi blev den 22-årige Mia Skadhauge Stevn udsat for seksuelle overgreb, dræbt og parteret, efter hun sidste år forsvandt efter en bytur i Aalborg.
Det fremgår af anklageskriftet, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.
En 37-årig mand er tiltalt for drabet på den unge kvinde.
Ifølge anklageskriftet blev Mia Skadhauge Stevn sidste år klokken 06.09 samlet op i den tiltaltes varevogn. Hun var tydeligt beruset, da det skete. Derefter blev hun ifølge politiet udsat for seksuelle overgreb og senere dræbt.
Og særligt det, at politiet ikke fastlægger et bestemt gerningstidspunkt i anklageskriftet, men derimod en periode, lægger DR's retsanalytiker, Louise Dalsgaard, mærke til:
- Desværre giver anklageskriftet og den tidsperiode, som politiet mener, at det her er foregået i en mistanke om, at den 22-årige Mia Skadhauge Stevn kan have været bange og frygtet for sin sikkerhed undervejs.
- Der står ikke noget direkte om, hvorfor anklagemyndigheden mener, at det her drab er sket, og jeg lægger også mærke til, at der ikke står noget om en decideret forudgående planlægning, siger hun.
Retsanalytikeren mener dog, at tiltalen for voldtægt og overgreb kan sige noget om, at motivet kan have været seksuelt, og det kan få betydning for strafudmålingen, hvis han bliver dømt.
Efter drabet på den unge kvinde, mener politiet, at den nu tiltalte mand parterede liget i flere dele og og gravede dele ned i et skovområde i Dronninglund Storskov, der ligger nord for Aalborg.
I anklageskriftet står der, at den tiltalte skulle have forsøgt at opløse dele af liget i afløbsrens og opblandet kaustisk soda.
- Vi ved endnu ikke, hvad den 37-årige har fortalt til politiet om, hvad han mener, der skete den dag i februar sidste år.
Hvad bygger anklagemyndigheden påstanden om seksuelle overgreb på?
- Politiet har indtil videre intet detaljeret fortalt om deres efterforskning af sagen. Men formentlig har politiet via gerningsstedsundersøgelser, tekniske undersøgelser af afdøde og via afhøringer af tiltalte forsøgt at stykke et handlingsforløb sammen, siger Louise Dalsgaard.
Alvorlig sag - men sjælden
Drabet på den 22-årige kvinde berørte ikke kun hele Nordjylland, men hele Danmark.
I dagene efter blev der lagt masser af blomster omkring det sted, hvor Mia Skadhauge Stevn blev samlet op af den mørke bil.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) gik ud og omtalte drabet på den unge kvinde.
- Sagen talte ind i debatten omkring tryghed for vores unge, der færdes og går i byen. Og med den fatale udgang, som det fik for Mia Skadhauge Stevn, er der tale om en meget alvorlig sag, lyder det fra Louise Dalsgaard.
Alligevel er det ikke ofte, at vi ser sager som den fra Aalborg, understreger Louise Dalsgaard.
- Det er vigtigt at sige, at sager som denne heldigvis er meget sjældne i Danmark. De rykker dog altid ved vores følelse af tryghed i samfundet.
Forventer mange tekniske beviser
Retssagen mod den nu 37-årige mand begynder den 7. juni i Retten i Aalborg.
- Når sagen begynder i retten, skal beviserne i sagen fremlægges. Her er det altså anklagemyndighedens opgave at få overbevist dommere og nævninge om, at påstandene holder vand, og her får offentligheden også første gang den tiltaltes forklaring, siger Louise Dalsgaard.
Allerede nu forventer hun, at anklagemyndigheden udover at indkalde vidner vil fremlægge en del tekniske beviser i sagen.
- Det er min forventning, at vi kommer til at få en sag med mange tekniske beviser fra bilen, hans bopæl, fra liget og de skovområder, som han ifølge politiet har brugt til at gemme ligdele.
- Samtidig tror jeg, at vi kommer til at få et billede af tiltaltes færden og ageren på for eksempel hans telefon og computer, fordi digitale spor kan sige noget om hans eventuelle motiv og handlinger før og efter drabstidspunktet.
- Vi vil nok også se, at anklagemyndigheden vil kræve en høj straf, hvis den 37-årige bliver kendt skyldig.
Og selvom der er tale om en sag med massiv mediedækning, og hvor der allerede er skrevet meget, så vil det ikke komme til at spille en rolle, når retssagen først går i gang.
- Alle dommere og nævninge har en pligt til at være upartiske, og derfor må de kun forholde sig til de beviser, der bliver præsenteret for dem inde i retslokalet. De skal altså så at sige filtrere al mediedækning og lignende væk.