En 37-årig mand nægter, at han har udsat den 22-årige Mia Skadhauge Stevn for seksuelle overgreb og efterfølgende at have dræbt hende.
Det fortæller hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, til DR Nyheder. Hun forventer dog, at han vil erkende det sidste tiltalepunkt, som handler om usømmelig omgang med lig.
- Jeg forventer, at han vil erkende det. Hvordan og hvorledes han nærmere kan erkende det, det må han selv forklare under retssagen, når den starter op, fortæller hun.
- Men han nægter sig fortsat skyldig i drab og i voldtægt. Det er nogle meget alvorlige tiltalepunkter.
Den 37-årige er ifølge anklageskriftet tiltalt for at have dræbt Mia Skadhauge Stevn ved blandt andet kvælning.
Ifølge politiet udsatte han også den 22-årige kvinde for flere seksuelle overgreb under anvendelse af vold og trusler om vold. Anklageskriftet beskriver, at det skulle være sket på tiltaltes adresse og ved et skovområde ved Hammer Bakker.
Forsøgte at komme af med liget
Ifølge anklageskriftet parterede den 37-årige liget i flere dele. Efterfølgende gravede han dele ned i et skovområde i Dronninglund Storskov.
I anklageskriftet står der, at den tiltalte skulle have forsøgt at opløse dele af liget i afløbsrens og opblandet kaustisk soda.
Mette Grith Stage ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, før at sagen går i gang 7. juni.
- Min klient har samarbejdet med politiet og afgivet forklaring undervejs.
Anklager: Alvorligt
Når sagen går i gang 7. juni ved Retten i Aalborg, så er den rejst som nævningesag.
- Det er en meget alvorlig sag, lyder det fra specialanklager Mette Bendix.
Hun ønsker ikke at kommentere, hvilke beviser som politiet har indsamlet i løbet af den omkring et år lange efterforskning.
- Men der kommer til at være afhøring af vidner, tiltalte og dokumentation under sagen.
Den 22-årige Mia Skadhauge Stevn blev efterlyst efter en bytur i Aalborg natten til søndag den 6. februar sidste år.
Overvågningskameraerne viste, at hun satte sig ind i en mørk bil på Vesterbro i Aalborg omkring klokken 06.09.
Politiet iværksatte en stor eftersøgning og kunne få dage efter skride til anholdelse af den nu 37-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet siden.
Der er afsat ni retsdage til sagen, og der ventes dom i slutningen af måneden.