Regionsformand ved ikke, hvem der kører ambulancer fra på tirsdag

Politikere i Region Syddanmark hasteindkaldt til møde fredag. En nødplan for ambulancekørsel er eneste punkt på programmet.

Det dansk-hollandske ambulanceselskab Bios skal stå for kørslen i Region Syddanmark fra tirsdag. Men den plan hænger i en tynd tråd. (Foto: © DR Syd, phkfoto.dk)

Når borgere i Region Syddanmark fra på tirsdag får brug for akut hjælp, står det lige nu hen i det uvisse, hvilket ambulanceselskab der skal køre til det nærmeste hospital med blå blink.

Torsdag kom det frem, at det dansk-hollandske ambulanceselskab Bios ikke har styr på vagtplanerne trods løfter om det modsatte til Region Syddanmark. Politikerne mødes til et ekstraordinært regionsrådsmøde i dag klokken 15 med én ting på programmet: ambulancekørslen fra 1. september.

- Vi arbejder intenst på at ville sørge for, der kommer ambulancer også fra første september, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) til DR Nyheder.

Hun har tidligere meldt ud, at tilliden til Bios er væk.

- Det er klart, at det er aldrig rart at skulle samarbejde med nogen, hvor man ikke føler en tillid. Det er noget, vi også må tage stilling til.

Hvem skal overtage?

På mødet fredag skal politikerne også forsøge at finde frem til, hvad der skal ske, hvis ikke Bios kan løfte opgaven med at køre ambulancerne i det sydlige Danmark på skæringsdatoen. At situationen er alvorlig, og at puslespillet med at sikre ambulancerne er en nødsituation, anfægter regionsrådsformanden bestemt ikke.

- Det er klart, at det her er ikke en del af den oprindelige plan, så nødplan kan du godt kalde det, siger hun.

I går kom det frem, at Bios mangler at besætte omkring hver femte vagt i den vagtplan, der skal sikre ambulancekørsel i alle afkroge af regionen fra på tirsdag. Regionsrådet har indtil nu bakket Bios op, men nu siger flere kilder til DR, at man forsøger at komme ud af kontrakten med Bios. De tilføjer dog, at beslutningen ikke er endelig truffet.

På et pressemøde torsdag aften fik Bios indtil klokken 15 fredag til at overbevise regionen om, at de kan magte opgaven.

Massiv kritik i et år

Direkte adspurgt, kan Stephanie Lose ikke lægge hovedet på blokken og svare på, hvem der skal køre ambulancerne fra på tirsdag af.

- Det kan jeg jo ikke sige med sikkerhed på nuværende tidspunkt, og derfor vil jeg ikke begynde at fabulere over det.

BIOS har, siden de vandt udbuddet i 2014, været under massiv kritik for ikke at have reddere nok, men firmaets direktør, Morten Hansen, har hele tiden forsikret, at Bios ville være klar til at køre ambulancerne 1. september. Senest forsikrede han midt i august på et regionsrådsmøde, at ambulancereddernes vagtplaner hang sammen.