24 timer.
Så længe har Region Syddanmark givet sig selv og BIOS til at finde en løsning på ambulancedriften i regionen.
BIOS skulle efter planen overtage ambulancekørslen på Fyn og i Sønderjylland den 1. september.
Virksomheden har længe haft svært ved at skaffe medarbejdere nok, men direktør, Morten Hansen, har hele tiden forsikret, at der var styr på det. Senest har han fremlagt en vagtplan for september for regionsrådet.
Men i dag kom det så frem, at vagtplanen måske alligevel ikke hænger sammen. I en intern mail, som DR er i besiddelse af, skriver direktøren til medarbejderne, at de bliver vagtsat til overarbejde.
BIOS skal kulegraves
”Vi skal have vagtplanen helt på plads nu. Derfor har jeg bedt vores planlæggere om at vagtsætte jer på de resterende ledige vagter uden at træffe aftale med jer herom forinden,” står der i mailen.
BIOS orienterede regionspolitikerne om situationen torsdag eftermiddag. Og det er efter det møde, politikerne har sat sig selv i tænkeboks.
- Vi skal kulegrave BIOS, og så tager vi stilling om 24 timer, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand.
Efter kulegravningen holder regionsrådet møde fredag eftermiddag klokken 15.
S: Uacceptabel slinger i valsen
- Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at der ikke er styr på det. Og det er det, vi vil have en forklaring på i løbet af i aften eller i nat, siger Poul Erik Svendsen (S).
Han ser fredag klokken 15 som sidste chance for BIOS.
- Det er slinger i valsen, som nærmer sig det uacceptable. Vores folk vil sidde i nat og forlange dokumentation for forskellige ting fra BIOS, og så tager vi stilling til det i morgen. siger Poul Erik Svendsen (S).
Kun SF og Enhedslisten har været imod at BIOS skulle overtage ambulancedriften i regionen.
- Man må begynde at tænke på, hvem vi ellers kan få til at køre ambulancerne 1. september, siger Vibeke Syppli Enrum (EL), medlem af regionsrådet i Syddanmark.