Piger, der besvimer, har muskelspasmer og er kronisk svimle, strømmer til landets fem HPV-centre for at få undersøgt, om deres problemer skyldes den HPV-vaccine, de har fået.
I juni åbnede det nye HPV-Center på sygehuset i Silkeborg. Her var forventningen, at omkring 50 personer ville henvende sig årligt, men allerede efter få måneder, har fem gange flere henvendt sig til et udredningsforløb.
I alt ønsker 265 piger en udredning efter HPV-vaccinen, og situationen i Silkeborg viser meget godt det generelle billede. HPV-centrene kan slet ikke følge med, og det er der en forklaring på, lyder det fra Regionerne.
- Vi har ikke kunnet undgå den her situation med, at der er kommet mange patienter på venteliste til udredning. Vi har etableret et nyt tilbud, og vi kunne se, at allerede inden vi åbnede det første i juni, at der var mange henviste patienter, siger Ulla Astman, formand for sundhedsudvalget i Danske Regioner.
Hun oplyser, at der arbejdes på at få nedbragt puklen.
- Vi forventer også, at vi i fremtiden vil se nogle forhåbentligt kortere ventetider, siger hun.
Da området er komplekst, og der ikke eksisterer så megen ekspertise på området, er det svært blot at skrue op for personale-volumen. Til gengæld arbejder det nuværende personale over for at æde af ventelisterne.
- Vi allokerer de personaleressourcer, vi kan. Derudover er der nogle steder, der tager udvidet åbningstider i brug ved regulært overarbejde, så vi kan få nedbragt puklen.
- Det er svært at sætte mange flere ressourcer af til det. Det er meget komplekst og specialiseret område, siger Ulla Astman (S).
Hun opfordrer til, at piger og unge kvinder, som er bekymrede, væbner sig med tålmodighed. Selv om det kan være svært.
- Vi ved, det er en stor belastning at være på venteliste. Men det er en kompleks sag, og udredningen tager også lang tid. Vi har fuld opmærksomhed på det og forsøger at sikre det bedst mulige forløb.