Regeringen har opjusteret antallet af asylansøgere, som skal integreres i kommunerne i 2016.
Tidligere forventede regeringen, at 12.000 asylansøgere kom til Danmark i 2016. Det tal er nu opjusteret til 17.000 asylansøgere.
Regeringen har også ændret på den model, som fordeler flygtningene mellem kommunerne.
Det betyder blandt andet, at København nu skal modtage 335 flygtninge. København er tidligere blevet fritaget for at modtage flygtninge.
- Jeg mener stadig, at København gennem mange år har været solidariske. Nu har regeringen så besluttet, at vi skal modtage flere flygtninge. Og dem byder vi selvfølgelig velkommen, siger overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S) til DR Nyheder.
I den nye fordelingsmodel tæller au pairs, udenlandske studerende, forskere eller udenlandske arbejdstagere ikke længere med.
- Det er jo regeringens ansvar og kompetence at kunne fordele flygtninge. Og derfor skal vi i gang med at mobilisere alle vores kræfter for at sikre en god integration, siger Frank Jensen.
Det skyldes ifølge udlændingeministeriet, at kommunerne ikke har integrationsopgaver i forbindelse med disse grupper af personer.
Kommunerne kan nu indgå en frivillig aftale om, hvor mange flygtninge de kan modtage.
Hvis kommunerne ikke indgår en frivillig aftale, vil de modtage det antal flygtninge, som Udlændingeministeriet har fastsat ud fra den nye beregningsmodel.