Rasmus Paludan for retten i dag: Risikerer fængsel og sin advokat-titel

Stram Kurs-lederen er tiltalt for 14 forhold om blandt andet racisme.

Rasmus Paludan forlader en demonstration i Fælledparken i København den 1. maj 2019 sammen med politi- og PET-beskyttelse (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Når Rasmus Paludan her til morgen møder op i Retten i Næstved, er det med et langt anklageskrift i hånden.

Partilederen fra Stram Kurs er tiltalt for i alt 14 lovovertrædelser om blandt andet racisme, ærekrænkelse og hasarderet kørsel.

Halvdelen af anklagerne mod Rasmus Paludan handler om overtrædelser af straffelovens § 266 b – den såkaldte racismeparagraf.

Blandt andet beskriver anklageskriftet en timelang video lagt på Stram Kurs' Youtube-kanal. Her demonstrerer Rasmus Paludan i et område i Frederikssund, som han betegner som "en taberghetto".

I videoen siger han, at "danskerne og Danmark er alt for højt udviklet og avanceret til at kunne sameksistere med det meget lavtstående muslimske kulturaffald".

Samtidig siger han blandt andet direkte henvendt til en af deltagerne ved demonstrationen: "Du skal skamme dig over, at du vover at røre dine fingre på et dansk pas. Skam dig. Det er væmmeligt, at du tør gøre den slags".

Ved en anden demonstration har Rasmus Paludan ifølge anklagerne krænket en kvindes ære ved at sige, at hun stillede sig til rådighed for kunder i Istedgade i København.

Bagefter sagde han: "Undskyld, jeg taler ikke neger. Nu skal jeg sige det på negerbububu".

Risikerer fængsel

Anklagemyndigheden kræver Rasmus Paludan idømt fængsel og frataget sit kørekort. Sagerne handler nemlig også om færdselsloven.

I tre tilfælde har Rasmus Paludan ifølge tiltalerne kørt så tæt på forankørende på motorvejen, at der var fare for påkørsel.

Samtidig er han tiltalt for at forvolde nærliggende fare for en persons liv og førlighed.

Det skete ifølge anklageskriftet ved, at Rasmus Paludan den 22. januar 2019 i sin Audi gassede op over en strækning på 50 og 100 meter, selvom der lå en person på hans kølerhjelm.

Rasmus Paludan har i flere år arbejdet som forsvarsadvokat i både civile sager og straffesager, men det arbejde er også i fare på grund af de 14 tiltaler.

Hvis han bliver dømt, er det nemlig anklagemyndighedens ønske, at Rasmus Paludan ikke længere skal kunne arbejde som advokat i straffesager.

- Der nedlægges påstand om, at tiltalte frakendes retten til at beskæftige sig med straffesager og sager vedrørende fri proces indtil videre eller i et af retten fastsat tidsrum, lyder det i anklageskriftet.

Paludan: 'Det er et forsøg på at miskreditere mig'

Rasmus Paludan nægter sig skyldig i alle anklager. Han mener, at sagen mod ham er rejst af politiske årsager.

- Jeg ser det som politisk, at man prøver at stemple mig som kriminel.

- Det er ikke kun radikaliserede islamister, der forsøger at lukke munden på mig. Det er også både journalister – i særdeleshed dem fra DR – og ansatte i systemet, der gerne vil miskreditere mig, siger Rasmus Paludan.

Han ønsker ikke at kommentere, hvorfor han mener, at han er uskyldig i hvert enkelt af de 14 anklagepunkter. Det vil han vente med at forklare sig om, når retten er sat i dag.

Stram Kurs-lederen blev kendt i den brede offentlighed, da partiet blev opstillingsberettiget til folketingsvalget i 2019.

Stram Kurs kom ikke ind, men det har ikke stoppet Rasmus Paludans politiske aktiviteter og demonstrationer, som må beskyttes af politiet på grund af trusler.

Politiet måtte i juni skyde en knivbevæbnet mand i benet til en Rasmus Paludan-demonstration. (Foto: Presse-foto.dk © Scanpix)

Alene i 2019 brugte politiet over 100 millioner på den opgave, og i begyndelsen af juni i år måtte politiet skyde en 52-årig mand i benet til en demonstration i Gellerup vest for Århus.

Her truede manden med en kniv, som han trods gentagne advarsler ikke lagde fra sig. Manden blev sidenhen sigtet for drabsforsøg.

Rasmus Paludan mener ikke, at der er noget i straffesagen mod ham, der gør, at han ikke længere skal kunne arbejde som advokat.

- Jeg synes, at det er grundløst, hvorfor de vil fratage mig retten til at føre straffesager, siger han og fortæller, at det vil være et økonomisk problem for ham, hvis det bliver en realitet.

Tidligere dømt for racistiske udtalelser

Det er ikke første gang, at Rasmus Paludan møder i retten som tiltalt.

I 2019 blev han idømt en fængselsstraf på 14 dages betinget fængsel for at have udtalt sig racistisk.

Ifølge Østre Landsret har Rasmus Paludan i en video sammenkoblet "de fleste negere i Sydafrika" med personer, der har en lav intelligens.

Rasmus Paludan kom med udtalelserne i forbindelse med en demonstration i Albertslund, hvor Bwalya Sørensen bor. Hun står i spidsen for den meget omtalte gruppe Black Lives Matter Danmark, der demonstrerer mod blandt andet racisme.

Rasmus Paludan bedyrede i forbindelse med sagen sin uskyld og sagde, at der var tale om udtalelser som led i en politisk debat, og at de derfor burde være straffri.

Bliver Rasmus Paludan dømt i den nye sag, vil den betingede fængselsdom blive udløst.

Der forventes dom den 25. juni.

Rettelse: Der har i en tidligere version stået, at Rasmus Paludan ville miste sin advokattitel helt. Han vil stadig kunne føre civile sager efter en eventuel dom.