Lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, er ved Østre Landsret i dag blevet idømt 14 dages betinget fængsel for brud på Straffelovens paragraf 266 b - den såkaldte racismeparagraf.
Retten dømte ham for i en video at have sammenkoblet "de fleste negere i Sydafrika" med personer, der har en intelligens-kvotient på under 70.
Dermed stadfæstes byrettens dom.
Det var stifteren af den danske del af Black Lives Matter, Bwalya Sørensen, som havde anmeldt Rasmus Paludan for racisme. Hun har sagt til DR Nyheder, at hun er lettet over dommen.
Rasmus Paludan, der under hele sagen har nægtet sig skyldig, har ikke ønsket at kommentere sagen efter domsafsigelsen.
Hans forsvarer, Mette Grith Stage, har heller ikke ønsket at udtale sig til DR Nyheder.
Til Ritzau udtaler forsvarsadvokaten:
- Nu vil jeg gå hjem og nærlæse dommen, og så vil min klient og jeg vurdere, om der skal sendes en ansøgning afsted til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at få sagen prøvet ved Højesteret, siger forsvarsadvokat Mette Grith Stage.
Her kan du se et overblik over andre politikere, der også er blevet dømt efter straffelovens paragraf 266 b.
Mogens Camre
I februar 2016 blev den daværende DF-politiker Mogens Camre dømt for racisme ved Østre Landsret for at have skrevet følgende tweet:
- Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter, hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.
Den nu afdøde politiker blev straffet med en bøde på 8.000 kroner.
Mogens Camre forklarede under sagen, at hans tweet kun nåede ud til hans dengang 67 følgere på det sociale medie. Tweetet var dog offentligt og kunne læses af enhver.
Jesper Langballe
Den danske politiker (DF) og præst Jesper Langballe blev i 2010 dømt ved byretten i Randers for at have overtrådt racismeparagraffen i Straffeloven.
Sagen drejede sig om et debat-indlæg, som Langballe skrev i Berlingske, efter at Lars Hedegaard fra foreningen Trykkefriheds-selskabet havde beskyldt muslimske fædre for at voldtage deres døtre.
Den debat blandede Jesper Langballe sig i, og han skrev følgende:
- Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) - og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.
Det fik statsadvokaten til at rejse tiltale mod Jesper Langballe, der blev straffet med en bøde på 5.000 kroner.
I byretten erklærede Jesper Langballe sig skyldig.
- Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg anses for at være dømt på forhånd. Jeg vil ikke deltage i sådan et cirkus. Derfor tilstår jeg, sagde Jesper Langballe.
Mogens Glistrup
Stifteren af Fremskridspartiet, Mogens Glistrup, er tre gange blevet dømt for racisme.
I den første sag, der nåede til Højesteret, blev Glistrup idømt syv dages betinget fængsel for grove racistiske udtalelser i et debat-program på TV3 i februar 1997.
Her sagde Mogens Glistrup, at muslimer var "verdensforbrydere", der ville udsætte danskere for "kastrering og drab", ligesom han også sagde, at "enhver, der har studeret muhamedanismen, ved, at de kun er her for at indsmigre sig, indtil de er stærke nok til at henrette os".
Højesteret kaldte det en “grov forhånelse og nedværdigelse af en befolkningsgruppe på baggrund af den tro og oprindelse.”
I videoen ovenfor ses Mogens Glistrup foran Vordingborg Arrest, hvor han i 2005 afsonede 20 dages fængsel for racistiske udtalelser.
I 2003 blev Glistrup igen dømt efter racismeparagraffen for udtalelser, som han havde sagt i forbindelse med sin genindtræden i Fremskridtspartiet - herunder, at "muhamedanere skal indfanges og samles i lejre og sælges til dem, der vil betale mest". For disse udtalelser blev han straffet med 20 dages ubetinget fængsel, som han afsonede i juli 2005.
I oktober 2004 blev Mogens Glistrup igen ved Østre Landsret dømt for overtrædelse af samme paragraf for udsagn fremsat ved et vælgermøde og i et tv-program i 2001. Her blev han straffet med 30 dages betinget fængsel.
Messerschmidt og Berth
I 2003 blev daværende medlemmer af Dansk Folkeparti Ungdom Morten Messerschmidt og Kenneth Kristensen Berth dømt for racisme efter at have indrykket en annonce i bladet Studiemagasinet, der viste hætteklædte, blodplettede mænd med koranen i hånden – blandt andet akkompagneret af teksterne 'Massevoldtægter' og 'Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os.'
Ud over Morten Messerschmidt (nuværende medlem af Folketinget for DF) og Kenneth Kristensen Berth (forhenværende medlem af Folketinget for DF) blev to andre medlemmer af ungdomsorganisationen idømt 14 dages betinget fængsel for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b.
De to redaktører af bladet blev hver idømt fem dagbøder à 500 kr.