Rasmus Paludan i retten: 'Ingen bliver anklaget, når jeg bliver kaldt ludersøn igen og igen'

Partilederen risikerer fængsel i sag om racisme og ærekrænkelse.

Rasmus Paludan er tiltalt for i alt 14 forhold. Halvdelen handler om den såkaldte racismeparagraf. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Stifter og leder af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, er utilfreds med de rejste anklager mod ham om racisme, hasarderet kørsel og æreskrænkelse.

Det kom frem under første retsmøde i sagen ved Retten i Næstved.

Her gav Rasmus Paludan i dag selv forklaring fra retslokalets midterste stol, efter at PET's livvagter havde ført ham ind i retten via en sidedør.

- Der er ingen fra politiet, der rejser tiltale, når jeg bliver kaldt ludersøn og andre generaliserende ting igen og igen, lød det blandt andet fra Rasmus Paludan.

Stram Kurs-lederen er tiltalt for i alt 14 forhold. Syv af forholdene handler om udtalelser, som ifølge Anklagemyndigheden forhåner grupper på baggrund af etnicitet, hudfarve eller religion.

Rasmus Paludan nægter, at hans udtalelser har været rettet mod bestemte grupper. Også selvom han beskriver personer som "muslimsk kulturaffald".

- Hver enkelt muslim er jo unik, så det vil være absurd at sige, at alle muslimer er på én måde. Men jeg mener, at hvis man agerer efter islams forskrifter, så er det imod den offentlige orden i Danmark, lød det fra Rasmus Paludan.

- Jeg mener, at muslimsk kultur er en dårlig kultur. Jeg har undersøgt kulturen rigtigt meget, og derfor mener jeg, at den kultur er affald.

Folk fra blandt andet Stram Kurs mødte op ved retten for at støtte Rasmus Paludan. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

'Samfundstabere er også danske'

Anklageskriftet mod partilederen henviser blandt andet til en demonstration i Skælskør i 2018.

Her siger Rasmus Paludan på en videooptagelse, at "danskerne har mere respekt for en hund end for kriminelle samfundstabere". I dag i retten fortalte han, at han mener, at en "kriminel samfundstaber" også kan være pæredansk.

- Det kan være etniske danskere og ikke-etniske danskere. Det er en særlig art af kriminelle, som godt kan lide at ydmyge, fornedre og ødelægge andre mennesker, lød det.

Rasmus Paludan er også tiltalt for at have lagt videoer med racistiske udtalelser fra demonstrationerne på nettet for Stram Kurs.

Dermed risikerer han en længere fængselsstraf, hvis han bliver dømt i sagen, fordi Anklagemyndigheden anser udtalelserne i videoerne som propaganda.

Men det var ikke ham, der stod for at lægge vidoerne på nettet, fortalte han i dag:

- Jeg er ikke så teknisk, så jeg var mere ude på gaden og tale med folk om vores politik. Det med at lægge videoerne op, var der andre, der stod for, sagde Rasmus Paludan.

På samme måde nægtede han, at en konto på Twitter i hans navn, som beskrev grønlændere som et ubehjælpsomt folk uden kapacitet til at styre en nation, tilhørte ham.

- Den kan være oprettet af en tilhænger. Der er rigtigt mange, der udgiver sig for at være mig med navn og billede. Det er meget populært, forklarede Rasmus Paludan.

Paludan: 'Jeg troede, hun solgte hair extensions'

Også en ung kvinde med somalisk baggrund gav i dag forklaring i sagen. Hun forklarede sig om en hændelse fra 2019, hvor Rasmus Paludan er tiltalt for at krænke hendes ære. Til en demonstration i København sagde han nemlig:

- Den muslimske somaliske kvinde, der står der, har jeg bemærket mange gange på Istedgade, hvor hun stiller sig til rådighed for kunder.

Den yngre kvinde fortalte, at hun var kommet forbi demonstrationen tilfældigt på vej til en café med en ven. Hun havde ikke henvendt sig til Paludan, men stod og kiggede på.

- Hvordan opfatter du det, han siger? spørger anklager Susanne Bluhm.

- Jeg går faktisk bare i chok. Jeg tænker ikke, det er til mig, men så peger han på mig. For mig betyder det han siger, at han mener, at han har set mig prostituere mig selv på Istedgade, var svaret fra kvinden.

- Jeg tænker, at den generelle opfattelse i Danmark er, at når nogen står på Istedgade, så er det derfor. Han siger så også, at hvis jeg ikke forstår det, så kan han godt tale neger, og så siger han "bu bu bu" til mig.

Rasmus Paludan nægter, at udtalelsen betød, at kvinden skulle være prostitueret. I dag i retten fortalte han, at han troede, at kvinden arbejdede i en hårbutik på Istedgade, som han tidligere havde besøgt.

- Jeg opdagede desværre for nogle år siden, at mit hår begyndte at tynde ud. Da jeg bor tæt på Istedgade var det naturligt for mig at opsøge en butik med en somalisk kvinde, hvor de tilbød parykker og hair extensions, fortalte Rasmus Paludan.

Han følte sig provokeret af kvinden til demonstrationen og antog, at hun var den samme som kvinden fra hårbutikken fra Istedgade.

- Men hvorfor spørger du så, om hun taler neger? ville anklageren vide.

- Bubu betyder idiot på swahili. Det tales jo ikke af hvide, så det kaldte jeg det.

Den unge kvinde kræver 30.000 kroner i erstatning, hvis Rasmus Paludan bliver dømt for æreskrænkelse.

Anklagemyndigheden kræver ubetinget fængsel i sagen.

Der ventes dom torsdag.