Det er skadeligt for hele den danske erhvervssektor, når Danmarks største bank bliver koblet sammen med ord som "skandale" på forsiden af den internationale avis, Financial Times.
Sådan lyder det fra erhvervsminister, Ramus Jarlov (K), på dagen hvor den internationale erhvervsavis har afsløret, at 3000 udenlandske kunder på et enkelt år har sendt 192 milliarder kroner gennem Danske Banks filial i Estland.
- Det er et problem for andre danske banker, fordi deres troværdighed kommer til at lide et knæk under en sag som denne her. Det går udover deres rygte og deres ratings, og hvis vi ikke får ryddet op, kommer det til at koste hele finanssektoren dyrt.
Omfattende hvidvasksag
Financial Times oplysninger kommer fra et udkast til en rapport om hvidvask-sagen, som er bestilt af Danske Bank og udarbejdet af et konsulent-firma. I afsløringen har avisen understreget, at ingen ved, hvor stor en andel af pengeoverførslerne, der er mistænkelige.
Danske Bank har efter forsideartiklen i den internationale avis afvist at udtale sig om sagen, før bankens to interne undersøgelser, af hvad der er foregået, ligger helt klar.
Men analytikere peger på, at Danske Banks hvidvasksag meget vel være på vej til at blive en af de største sager om hvidvask i Europa nogensinde. Det afviser Rasmus Jarlov ikke.
- Vi skal selvfølgelig have tallene bekræftet, men der tegner sig et billede af en sag, som har et enormt omfang. Der er tale om så store beløb, at det er transaktioner, man burde have haft styr på. Det er derfor, der er en sag, siger han.
Fortroligt!
Rasmus Jarlov har tidligere bedt Finanstilsynet om at komme med en vurdering af sagen, da ministeren ikke finder Danske Banks egen interne undersøgelse tilstrækkelig. Dog ønsker han ikke at oplyse, om han allerede kender til omfanget af sagen om hvidvask.
- Jeg kan ikke sige, hvilke estimater, jeg har fået på bordet, fordi der er fortrolighedshensyn i loven om finansielle virksomheder. Men det kommer ikke bag på mig, at sagen er større end de tal, der hidtil har været fremme, siger han.
Ministeren agter, på grund af sagens mulige omfang, at nå til bunds i, hvad der er sket, slå hårdt ned og sikre en hvidvasklovgivning i Danmark, der er "stram og effektiv".
- Ingen skal være i tvivl om, at vi ikke tolererer hvidvask i Danmark. Der skal heller ikke være i tvivl om, at man bliver taget, og at der er hårde straffe, hvis man involverer sig i hvidvask, siger Rasmus Jarlov.
Mulig bødestraf
En række europæiske storbanker er tidligere end med bøder i milliardklassen for hvidvask. Blandt andet franske bank BNP Paribas og tyske Deutche Bank. Og idag har også den hollandske storbank ING indgået forlig med myndighederne om at betale en bøde på 6 milliarder.
Herhjemme afspejler Danske Banks aktiekurs ifølge aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen fra Sydbank, at investorer forventer en bøde til Danske Bank på op mod 30 milliarder kroner.
Om Danske Bank kan se frem til en milliardbøde er dog endnu uvist. Det vil afhænge af Bagmandspolitiets strafferetlige efterforskning, der er indledt for at finde ud af, om der kan løftes en sag for brud på hvidvaskloven.