Rami og Aya blev skilt ad efter instruks fra Støjberg: Det føles forkert

Sidste år fik parret besked på, at de ikke måtte bo sammen på asylcenteret, da Aya Shaeban er under 18 år.

17-årige Aya Shaeban og 25-årige Rami Younes mødte hinanden i Syrien, hvor de blev forlovet.

17-årige Aya Shaeban og 25-årige Rami Younes kom til Danmark i oktober 2015.

De kommer fra Syrien, hvor de mødte hinanden og blev forlovet, men de fortæller, at de først blev gift, da de rejste til Danmark.

I februar 2016 blev parret tvangsadskilt efter en instruks fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der fulgte i kølvandet på en ophedet politisk debat om unge asylpar.

Instruksen har siden vist sig at være i strid med loven.

- Vi kom fra krigen i Syrien og gik til at bo sammen i Danmark, men Danmark ville ikke acceptere det. Efter fire måneder kom Røde Kors og sagde til mig, at jeg ikke længere måtte bo sammen med min kone, fordi der var kommet en ny lov i Danmark, siger Rami Younes.

Han fortæller, at han fik besked på, at han kunne flytte til et andet asylcenter, mens hans hustru kunne bo sammen med sin søster.

Dengang var Aya Shaeban 16 år gammel, mens hendes mand var 24 år.

- Det er meget kedeligt, at regeringen og Inger Støjberg kan beslutte, om Aya og jeg eller andre par skal separeres. Det føles forkert, at vi ikke selv har haft frihed til at bestemme, siger Rami Younes.

Drømmer om job i Danmark

Parret boede hver for sig på forskellige asylcentre i omkring et halvt år. Først kunne Rami Younes besøge sin hustru en eller to gange om ugen, men da Aya Shaeban blev flyttet til et andet asylcenter, blev det sværere for parret at se hinanden blandt andet på grund af transportudgifter.

- Det tog meget lang tid, og det kostede mange penge. Jeg kunne ikke betale, siger Rami Younes.

Aya Shaeban fortæller, at hun ikke måtte tage sin mand med ind på sit værelse på asylcenteret.

Parret siger, at de fik besked på, at de kunne gå ud eller sidde i receptionen, og at de derfor ikke havde noget privatliv.

Ulovlig instruks

Politiken har i den seneste tid afdækket, at embedsmænd i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i en mail sendt den 9. februar 2016 havde advaret om, at det ville være ulovligt at skille parrene ad uden først at foretage en individuel vurdering af hver enkelt sag.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har forklaret, at hun fjernede passager om individuelle vurderinger af de enkelte par fra embedsværkets udkast, hvilket ville have gjort ordren lovlig.

Men hun har afvist, at hun skriftligt var blevet gjort opmærksom på de juridiske problemer, og hun fastholder, at hendes embedsværk stod på mål for, at instruksen var lovlig.

Folketingets Ombudsmand gik ind i sagen efter en klage og har siden konkluderet, at ministeriets fremgangsmåde i sagen var "særdeles kritisabel".

Derefter genoptog Udlændingestyrelsen de adskilte pars sager.

Senere i dag skal Inger Støjberg i samråd for at redegøre for forløbet, der endte med en instruks, som var klokkeklart i strid med loven.

Drømmer om job i Danmark

Aya Shaeban og Rami Younes er glade for, at beslutningen er blevet annulleret, så de igen kan bo sammen, denne gang i deres egen lejlighed i Tønder.

- Det er meget godt for mig og Aya. Der kommer ikke længere nogen og tjekker, om jeg er i huset eller på værelset, siger Rami Younes.

I Danmark går parret i skole og lærer dansk. Rami Younes har desuden taget gaffeltruckkørekort.

- Vi drømmer om at finde arbejde, siger Rami Younes.