Alle journalister skulle overholde loven. Det samme skulle alle kilder.
Sådan lyder det fra den tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup.
Han sad i førersædet for ugebladet fra 2001 til 2008.
I dag sidder han på anklagebænken. Her er han blandt andet tiltalt for at have aftalt, at den såkaldte tys tys-kilde, der var ansat hos IBM/Nets, systematisk skulle skaffe sig adgang til kendte personers kreditkorttransaktioner.
- Jeg skulle i mit job på Se og Hør sikre, at vi overholdt loven. Hvis jeg sagde andet, så ville der da stå idiot på ryggen af mig, siger Henrik Qvortrup i retten i dag.
Han understreger, at han ikke har opfordret ansatte på ugebladet til at bryde loven.
Samme melding kommer, når det handler om ugebladets kilder.
- Jeg var som chefredaktør altid interesseret i at få nye kilder, men det skulle være kilder, der overholdt loven, siger Henrik Qvortrup i retten.
Udsagnet kommer, efter at anklageren i Se og Hør-sagen på dagens retsmøde har medbragt et bilag med en artikel.
Den handler om, at den norske udgave af Se og Hør på et tidspunkt var under mistanke for at modtage økonomiske oplysninger om kendte og kongeliges færden fra Nordea-ansatte.
I artiklen er Henrik Qvortrup med egne ord "lidt kækt" citeret for at sige, at de danske ansatte på Se og Hør kan lære af deres norske kolleger.
Her er anklagerne mod Henrik Qvortrup
- •
- At have godkendt, at Se og Hør modtog og uberettiget udnyttede oplysninger om prins Joachim og prinsesse Maries bryllupsrejse.
- •
- Under særligt skærpede omstændigheder at have aftalt, at tys tys-kilden systematisk skulle skaffe sig adgang til kendtes kreditkorttransaktioner.
- •
- Bestikkelse, da tys tys-kilden ifølge anklageren modtog 70.000 kroner i Henrik Qvortrups tid som chefredaktør.