Psykiatriske patienter akutbehandles derhjemme: Forsøg viser lovende resultater

For Karen, der lider af depression og selvmordstanker, er den bedste medicin at blive i sin hverdag.

Patienter med alvorlige og akutte psykiske lidelser har på forsøgsbasis modtaget behandling hjemme frem for at blive indlagt. Billedet er et arkivfoto. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

- Jeg kan få nogle nedture, hvor jeg går helt i sort og faktisk ikke ønsker andet end at dø.

Sådan beskriver 44-årige Karen fra Kolding den depression, som hun har bokset med gennem det meste af livet.

- Det kan blive så slemt, at jeg er bange for, at jeg vil slå mig selv ihjel. Og jeg har også prøvet på at gøre det et par gange, siger hun.

Sygdommen har tidligere betydet, at Karen har været indlagt i psykiatrien. Men da hun en fredag i september igen måtte opsøge en psykiatrisk skadestue, var hun bange for, at en indlæggelse kunne forlænge eller afbryde den uddannelse, hun er i gang med.

På hospitalet valgte de at tilbyde Karen et ambulant akuttilbud, der kører på forsøgsbasis i alle fem regioner.

- Hvis jeg ville sige ja til det, ville de være mere trygge ved at lade mig komme hjem, siger Karen.

Fakta om de ambulante akutteams:

  • Regeringen og satspuljepartierne har afsat cirka 30 millioner kroner til at afprøve behandling med ambulante akutteams i psykiatrien.

  • Prøveperioden har løbet fra 2014 til 2017, hvorefter der skal tages stilling til, om tilbuddet skal udbredes generelt.

  • De fem regioner har haft hver deres projekt med intensiv, akut psykiatrisk behandling primært i borgernes hjem som alternativ til akut psykiatrisk indlæggelse.

  • Patienterne har akutte psykiske lidelser som for eksempel selvmordstanker.

  • En endelig evaluering ventes i midten af 2018.

Det ambulante tilbud betød, at Karen slap for at melde sig syg på sin uddannelse. Hun slap også for den psykiatriske afdeling, hvor patienternes evige snak om sygdom tidligere har tynget hende ned.

Til gengæld fik hun en tryghed med sig i form af et ambulant hold, der fulgte op på hende derhjemme.

- Og for mig er noget af den bedste medicin at have noget at stå op til og at have en struktur på hverdagen.

Midtvejsevaluering af projekt viser lovende resultater

Karen er ikke ene om at have haft gavn af et af de ambulante psykiatriske akuttilbud, som regionerne siden 2014 har tilbudt på forsøgsbasis for 30 millioner kroner i satspuljemidler.

En midtvejsevaluering af projekterne viser, at den bløde sofa hjemme i stuen både for den enkelte patient og ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv kan være bedre end en hospitalsseng på en psykiatrisk afdeling.

Projektleder Pia Vedel Ankersen fra Defactum, der er et forsknings- og konsulenthus forankret i Region Midtjylland, har stået for midtvejsevalueringen af akutprojekterne i alle fem regioner.

- Det her udgør et rigtig godt behandlingsalternativ til indlæggelse. Og da der er ekstremt pres på sengepladserne, kan det øge behandlingskapaciteten for folk, der er akut psykisk syge, siger hun.

Midtvejsevalueringen viser ifølge Pia Vedel Ankersen også, at patienterne foretrækker de psykiatriske akuttilbud.

Hendes hold har i midtvejsevalueringen desuden dykket ned i et konkret tilbud til psykiatriske patienter - den akutpsykiatriske hjælp på Frederiksberg - for at se på, om det er med til at opretholde patienternes tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Og det kan vi faktisk konkludere: Hvis man får det ambulante akutteam-tilbud i stedet for at blive indlagt til behandling, så giver det en bedre arbejdsmarkedsfastholdelse, siger Pia Vedel Ankersen.

- Vi får et helhedsbillede af patienterne

En af dem, der har været involveret i forsøget på behandlersiden, er Dorthe Lunding.

Hun er funktionsleder i Psykiatrisk Akutmodtagelse hos Region Syddanmark og har også oplevet indsatsen som effektiv.

- Vi får et helhedsbillede af patienterne, når vi møder dem i deres eget hjem. Deres pårørende er også meget tættere på og kan støtte patienterne i behandlingen, siger hun.

Om midtvejsevalueringen:

  • 29 sundhedsmedarbejdere med tilknytning til de ambulante akuthold og 14 patienter er blevet interviewet.

  • Alle de adspurgte patienter siger, at de foretrækker at blive behandlet derhjemme, men at der er situationer, hvor de er så forpinte, at indlæggelse vil være livsnødvendig.

  • Der er også gennemført spørgeskemaundersøgelser med patienter og medarbejdere og indhentet statusrapporter.

DR Nyheder er bekendt med Karens fulde navn.