Prins Joachim har i dag første arbejdsdag som forsvarsattaché i Paris, efter at han i sommer blev ramt af en blodprop i hjernen.
Og han har glædet sig til at komme i gang, fortæller han i dag foran den danske ambassade i Paris.
- Det er noget, jeg har set umådeligt meget frem til. Ikke mindst efter denne sommer, som man kan kalde en "ikke-sommer" i mit tilfælde.
- Jeg har været fuld af iver for at komme i gang, stille og roligt, følge lægens råd og på den måde få fuldbyrdet det, som et helt års meget intense studier hele sidste skoleår her i Paris nu skal udmønte sig i, fortæller han.
Fremmødte journalister ville vide, hvordan prinsens helbred er i dag.
- Jeg har det godt, lyder det.
Hvad laver en forsvarsattaché?
En forsvarsattaché er en del af det danske diplomatiske korps i udlandet. Prinsen skal fungere som Forsvarsministeriet og Forsvarets forlængede arm.
Attachéen er kontaktperson mellem Danmark og det sted, som attachéen er udsendt til.
Prins Joachim blev i juni udnævnt til forsvarsattaché i Frankrig og skulle være begyndt 1. september.
Men i juli blev prinsen indlagt og opereret for en blodprop i hjernen.
Blev syg på ferie
Det var i juli, at prins Joachim blev opereret for en blodprop i hjernen, som han blev ramt af under en ferie i Sydfrankrig.
Kongehuset oplyste få tid efter, at den 51-årige prins ifølge lægernes vurdering vil komme sig over blodproppen uden fysiske følger og andre mén.
Han blev udskrevet i begyndelsen af august