Prins Joachim er én blandt 12.000 danskere som får blodprop i hjernen

Hurtig behandling er altafgørende, når man som prins Joachim får en blodprop i hjernen.

Prins Joachim blev sent i aftes indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse, Frankrig. Prinsen blev umiddelbart herefter opereret for en blodprop i hjernen og operationen var vellykket, oplyser kongehuset. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Prins Joachim er blevet opereret for en blodprop i hjernen, og hans tilstand er stabil, oplyser kongehuset.

For ham og andre danskere, der hvert år rammes af en blodprop, er det altafgørende, at man får hurtig behandling.

Det fortæller Birgitte Hysse Forchhammer, der er direktør i Hjernesagen.

- Det er rigtig vigtigt, at man hurtigt kommer på sygehuset ved symptomer. Som det første vil man scanne hjernen for at se, hvor blodproppen sidder, forklarer hun.

Alle menneskelige funktioner kan blive påvirket af en blodprop, og symptomerne afhænger af, hvor i hjernen den sidder. Det samme gælder de eventuelle mén, som en person med en blodprop får efterfølgende.

Det kan være problemer med at bevægeapperatet, talen eller hukommelsen. Nogle patienter kommer sig helt uden mén.

Operation sker ved større blodpropper

51-årige prins Joachim er langt fra alene om at få en blodprop i hjernen, der i fagsprog kaldes apopleksi eller et stroke.

Hvert år bliver 12.000 danskere ramt af en blodprop eller en hjerneblødning, mens 90.000 danskere lever med diagnosen.

- Det er en folkesydom, siger Birgitte Hysse Forchhammer fra Hjernesagen.

Det er derudover den hyppigste årsag til handicap hos voksne, siger hun.

  • Se TV: DR fulgte 47-årige Søren, da han fik suget en blodprop i hjernen ud. Se tv-klip her.

En blodprop i hjernen kommer meget hurtigt og pludseligt, og selvom man får symptomer som for eksempel føle- eller synsforstyrrelser, så foregår det hele oppe i hjernen.

- Det er ofte det farlige, hvis man ikke tænker over, at symptomer i den ene arm har noget med hjernen at gøre, siger Birgitte Hysse Forchhammer.

- Vi ser hyppigst, at blodpropper rammer funktioner, som har med bevægelsen at gøre, og vi ser derfor ofte lammelser hos patienter, siger hun.

Prins Joachim er blevet opereret på et fransk hospital, idet prinsen for tiden er bosat i Frankrig med sin hustru prinsesse Marie og deres to børn.

Kongehuset oplyser ikke nærmere detaljer om blodproppen.

Ifølge Birgitte Hysse Forchhammer skal en blodprop dog typisk have en vis størrelse, før man vælger at operere.

- Hvis man opdager blodproppen i tide, kan man få behandling med blodfortyndende medicin inden for 4,5 time, som kan opløse den, forklarer hun.

Men med en større blodprop vil man med operation gå ind gennem en blodåre i lysken med et kateter og op i hjernen for at suge blodproppen ud, før cellerne dør i det område, hvor blodproppen er opstået.

Ved denne procedure, som kaldes trombektomi, er der en tidsfrist på 24 timer, forklarer Birgitte Hysse Forchhammer.

Er der først hjerneceller, som dør, opstår de varige skader hos patienten.