Selvom de nu er forment adgang til Danmark de næste to år, så har seks prædikanter på den nye sanktionsliste stadig en kanal til mange danskere.
De seks prædikanter på listen har alene på Facebook lidt over 10.000 følgere tilsammen. Det viser en opgørelse lavet af DR’s undersøgende databaseredaktion.
De seks personer er havnet på listen, fordi Udlændingestyrelsen vurderer, at de kan være til fare for ”den offentlige orden i Danmark”.
Mindst tre af de seks personer har tidligere været i Danmark, hvor de har holdt taler og seminarer. Og selvom de nu ikke længere er at finde på prædikestolen her i landet, har de stadig en kanal til interesserede via blandt andet Youtube og sociale medier.
'Hadprædikant' har over 5.000 følgere på Facebook
Mohamad bin Abd al Rahman bin Milhi bin Mohamad al Arefe er en af personerne på listen, og ser man på Facebook har han fordelt på to forskellige sider næsten 24 millioner følgere. Lidt over 5.600 af dem er danskere.
Mohamad al Arefe besøgte Fyn i 2011. I et arabisk tv-program har han ifølge MX tidligere sagt, at danske kvinder gifter sig med hunde og æsler.
Han har også haft indrejseforbud i Storbritannien og Schweiz, fordi han angiveligt har radikaliseret tre unge muslimer, der er rejst i hellig krig i Syrien.
Støjberg forsvarer forbud
Navnet Bilal Philips optræder også på den nye sanktionsliste. På Facebook har han på verdensplan næsten seks millioner følgere, og 3.186 af dem er danskere. Han har blandt andet betegnet aids som Guds straf til de homoseksuelle og argumenterer for dødsstraf til bøsser og lesbiske.
Kamal El-Mekki, der også findes på listen, har omkring 250 danskere følgere på Facebook. Desuden har videoer med ham mange tusinde visninger.
En af kritikerne af det nye indrejseforbud er tænketanken Justitia, der tidligere har argumenteret for, at den slags forbud ikke har nogen effekt i den digitaliserede verden, da der stadig er mulighed for at følge dem på sociale medier eller på en Skype-forbindelse.
Ifølge Jacob Mchangama, der er direktør for Justitia, er listen derfor nærmere udtryk for symbolpolitik.
- Hvis du vil invitere en af de her personer til at tale i Danmark, så kan du lave et video-link eller på en Skype-forbindelse, og så kan de personer sige præcis de ting, som Inger Støjberg ikke vil have, at vi lægger jord til, siger han.
Selv om interesserede stadig kan følge de seks prædikanters budskab på nettet, så mener integrationsminister Inger Støjberg (V) dog stadig, at indrejseforbuddet har en effekt.
- Det er rigtigt, at man på Youtube kan se nogen af de her prædikener og mennesker, men der er noget særligt i at stå på en prædikestol og komme med ytringer, så man står der direkte mand til mand, og det skal vi ikke lægge jord til, siger ministeren.
Personerne på listen og deres danske likes på Facebook
- •
Mohamad bin Abd al Rahman bin Milhi bin Mohamad al Arefe: 5523 (har to forskellige sider)
- •
Mohamad bin Abd al Rahman bin Milhi bin Mohamad al Arefe: 86
- •
Kamal El-Mekki: 250
- •
Bilal Philips: 3186
- •
Terry Dale Jones: 2
- •
Salman Bin Fahad Alodah: 1
- •
Mohammad Rateb Abdalah Al-Nabulsi: 980
- •
Der kan være overlap, så flere personer følger de samme seks personer.