Der lå en ordre om, at den kinesiske præsident ikke måtte kunne se demonstranter fra sin kortege, da præsidenten besøgte København i 2012.
Det var i hvertfald den opfattelse, som politiinspektør Kim Lykke Østergaard havde, fortæller han i dag i Tibet-kommissionen.
- Det har jeg fra de medarbejdere, der deltog (i indsatsen under statsbesøget red.).
- De skulle sørge for, at han (den kinesiske præsident red.) ikke kunne se så meget som skyggen af et flag. Og ud fra det har jeg så konkluderet, at hvis de har fået den besked, så må der jo have været en forholdsordre om det, fortæller Kim Lykke Østergaard under sin afhøring.
Han er vidne nummer ni i kommissionen, og det er første gang, at et vidne fortæller om opfattelsen af, at der lå en direkte forholdsordre. Samtlige otte andre politividner har fortalt, at de først i 2015 blev bekendt med, at der lå en ordre om at skærme præsidenten fra demonstranter.
Skrev det i mail til politiets ledelse
Kim Lykke Østergaard bliver afhørt i kommisionen, fordi han stod for planlægningen af det kinesiske statsbesøg i 2013 - et af de tre besøg, som kommissionen skal undersøge.
Det var altså året efter det første kinesiske besøg i Danmark - et besøg, hvor demonstranter blev forhindret i at vise deres flag.
På grund af sin opfattelse af at der lå en ordre i 2012, skrev Kim Løkke Østergaard inden statsbesøget i 2013 en mail til ledelsen i Københavns Politi, hvor han refererede til en "forholdsordre om, at demonstranter og lignende absolut ikke måtte kunne ses fra eskorten eller ved objekter!!!".
- En restriktion, der mig bekendt blev overholdt nærmest nidkært med anvendelse af den fornødne magt, skrev Kim Lykke Østergaard videre i mailen.
- Det var ikke for at underrette dem om, at der lå en forhåndsordre. Det troede jeg var givet, siger han i dag under afhøringen om sine bevæggrunde for at skrive mailen.
Han uddyber, at han skrev det i mailen for at undgå lignende situationer i 2013, hvor han selv planlagde indsatsen.
Fik halvanden linje tilbage
Kommissionens udspørger vil gerne vide, hvordan lederen, der modtog mailen - politiinspektør Jørgen Skov - reagerede på mailen.
- Jeg tror, at han skrev tilbage, at det ser meget fint ud, og at det måtte vi lige drøfte. Det var de halvanden linje, jeg fik. Og så har jeg givetvis drøftet det bagefter, svarer Kim Løkke Østergaard.
Jørgen Skov var i 2013 politiinspektør og var som leder af efterforskningsenheden også en del af den øverste ledelse i Københavns Politi.
Mailen afslører altså, at ledelsen i Københavns Politi allerede i 2013 blev gjort opmærksom på, at der kunne have ligget en forholdsordre.
I mere end tre år benægtede ledelsen ellers, at der i 2012 blev givet ordre til politibetjente om at skærme den kinesiske præsident mod flag og demonstranter.
Det er senere kommet frem i en såkaldt operationsbefaling og taktiske planer for de enkelte politigrupper, at der lå en sådan ordre. Politibetjente har også forklaret til Den uafhængige Politiklagemyndighed, at denne ordre blev gentaget i mundtlige briefinger.
Det var blandt andet grunden til, at justitsminister Søren Pind (V) nedsatte Tibet-kommissionen.
I alt skal 58 vidner afhøres i kommissionen - heriblandt fem tidligere ministre, en rigspolitichef, to politidirektører og to forhenværende PET-chefer.
Kommissionen skal aflevere en endelig redegørelse i slutningen af 2017.
Det her er kommissionens opgave:
- •
Undersøge og redegøre for politiets handlinger i forbindelse med officielle besøg fra Kina i 2012, 2013 og 2014.
- •
Undersøge hvem der har udstedt instruktionerne, hvem der var bekendt med dem, og af hvem de blev kommunikeret til politipersonalet.
- •
Undersøge om andre statslige myndigheder end Kbh Politi har været involveret i tilblivelsen af instruktionen i politiet.
- •
Undersøge i hvilket omfang der er blevet givet urigtige oplysninger til Folketinget.