Politiker: Eva Kjer vildledte Folketinget om MRSA

Nye tal fra Norge om resistente bakterier sår tvivl om miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen udtalelser på et samråd i Folketinget tidligere på måneden. Ministeren afviser.

Der er stor forskel på, hvordan Norge og Danmark håndterer problemet med MRSA. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

På et åbent samråd 14. januar i år gentog Eva Kjer Hansen (V) flere gange, at den nedslagtning af MRSA-smittede svin, som gennemføres i Norge, har været fejlslagen. Men de oplysninger tilbagevises nu af de norske myndigheder.

Der er stor forskel på, hvordan Norge og Danmark håndterer problemet med MRSA CC398, der også smitter blandt mennesker. I Norge udslettes MRSA-smittede besætninger, mens Danmark helt undlader at sætte ind over for smittede svin.

I dag er langt størstedelen af de danske svin MRSA-positive ligesom op mod 12.000 danskere er bærere af bakterien. Ifølge Eva Kjer Hansen bør Danmark dog ikke gøre som nordmændene og sanere smittede svinebesætninger gennem nedslagtninger og rensning af stalde.

- I Norge har man saneret besætninger i meget stort omfang. Det har faktisk ikke hjulpet dem. MRSA’en er kommet tilbage igen. Så jeg mener ikke, at det er en farbar vej, fastslog ministeren på samrådet.

Senere gentog Eva Kjer Hansen, at den norske indsats ikke ”har haft den store virkning”, ligesom hun umiddelbart efter samrådet på ny fremhævede de norske saneringsforsøg:

- Alligevel har det ikke rigtig hjulpet, sagde hun til Danmarks Radio.

Forsker: Norsk sanering vellykket

Udtalelserne står dog i kontrast til de faktiske norske resultater. Tal fra norske Veterinærinstituttet viser, at Norge siden 2013 har gennemført saneringer af 26 svinebesætninger.

I 24 af dem lykkedes det at fjerne bakterierne, ligesom prøver taget et år efter saneringen viste, at smitten fortsat var væk. I to besætninger dukkede bakterierne op igen af endnu ukendte årsager.

- I mere end 90 procent af tilfældene har saneringen været vellykket første gang, og besætningerne har været MRSA-frie lige siden, siger forsker ved Veterinærinstituttet i Oslo, Carl Andreas Grøntvedt.

Han betegner nordmændenes resultater som succesfulde.

- Jeg er stolt over den indsats, der bliver gjort i Norge, konstaterer den norske forsker.

EL: Minister har vildledt

Det var Enhedslistens Maria Reumert Gjerding, der havde kaldt Eva Kjer Hansen i samråd.

- Jeg finder Eva Kjer Hansens udtalelser dybt kritisable. Over for Folketinget fremfører hun, at den norske indsats ikke virker, mens det modsatte er tilfældet. Det viser jo, at Danmark bør gå præcis samme vej og sanere smittede svinebesætninger, siger Maria Reumert Gjerding.

Eva Kjer Hansen ønskede fredag ikke selv at kommentere udtalelserne på samrådet. Men i et skriftligt svar til DR, afviser veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Per Henriksen kritikken.

- En tilbagefaldsrate på knap ti procent er for høj. Norge har en hel anden svineproduktion end den danske med mange og store besætninger, så vi må forvente en større tilbagefaldsrate i en intensiv dansk svineproduktion, skriver Per Henriksen.

Maria Reumert Gjerding har allerede afkrævet uddybende svar fra Eva Kjer Hansen, som hun mener fordrejer sandheden.

- Man skal være kreativ for at udlægge den norske indsats på den måde. Succesraten er jo vildt imponerende. Jeg mener, at ministeren med sine svar har vildledt Folketinget, siger Maria Reumert Gjerding.

Af svaret fra veterinærdirektør Per Henriksen fremgår det, at man fortsat mangler tilstrækkelig viden om smittevejene for MRSA CC 398.

- Det understreges af tilfældene af reintroduktion i sanerede besætninger i Norge, skriver han.

Følg os på vores facebookside og tip os her: mrsa-dokumentar@dr.dk