Der er en del knaster på vejen for den nye kadetuddannelse.
Dels kan de nyudklækkede kadetter ikke komme i gang med at arbejde, fordi staten og Politiforbundet strides om ansættelsesvilkårene.
Men der er også udfordringer med at rekruttere nok kvalificerede folk til uddannelsen.
Tal fra Rigspolitiet viser, at man er langt fra målet om i gennemsnit at uddanne 69 personer per hold.
I morgen begynder 37 nye studerende, og samlet er 117 personer blevet optaget på de første tre hold.
Dermed mangler der 228 flere studerende, hvis man skal nå målet fra 2016 om, at 345 skal være færdiguddannede kadetter per september 2018.
Med den start mener Claus Oxfeldt, formand i Politiforbundet, at det ser svært ud at nå det ønskede antal.
- Det lyder jo helt urealistisk at nå det mål (på de 345 red.). Så må man jo finde på noget andet.
-Hvis det bliver konsekvensen, at det her ikke kan lade sig gøre, så må man jo ansætte polititjenestemænd i stedet for. Jeg tror ikke, der er nogen, der længere er i tvivl om, at betjentene mangler derude, siger han.
Arbejdsvilkår ikke på plads
Da Folketinget sidste år besluttede at oprette en kadetuddannelse, var Claus Oxfeldt skeptisk over for planen.
- Politikadetterne er en politisk opfindelse, og jeg vil da indrømme, at jeg ikke var positiv over for det i starten. Og vi har fået tæsk for det i vores bagland. Det er ikke en blomst, der har groet i vores have. Men det blev en blomst, og jeg synes faktisk også, det er en god ide med kadetterne nu, og derfor synes jeg, det er rigtigt ærgerligt, at vi ikke har kadetternes arbejdsvilkår på plads, siger han.
Her henviser han til, at staten og politiforbundet ikke kan blive enige om ansættelsesvilkårene for de nye kadetter.
I dag skulle de nyudklækkede kadetter have afløst de omkring 50 betjente ved grænsernem som så skulle hjem til deres lokale politikreds, men i stedet må de fortsætte arbejdet med grænsebevogtningen. Og der kommer til at være politifolk ved grænserne, så længe kadetterne ikke har deres arbejdsvilkår på plads.
Det er meningen, at kadetterne skal løse særlige politiopgaver, som for eksempel grænsekontrol og andre bevogtningsopgaver.
Optag på uddannelsen
- •
1. september 2017: 37 begynder på studiet
- •
1. juni 2017: 24 begynder på studiet
- •
1. marts 2017: 56 begynder på studiet
- •
Kilde: Rigspolitiet