Overarbejdstimerne hober sig op, og grænsekontrollen æder politiarbejdet. Men lige nu må politiet spejde langt efter en hjælpende hånd.
For selv om det er politisk vedtaget, at 54 nye politikadetter fra 1. september skal aflaste betjentene ved grænsekontrollen i Rødby og i Sønderjylland, kan en faglig kamp komme til at stå i vejen.
Moderniseringsstyrelsen, der varetager forhandlingerne på vegne af staten, og Politiforbundet er nemlig endnu ikke blevet enige om politikadetternes arbejdsvilkår.
Det får nu Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, til at sende en advarsel til politikerne:
- Fortsætter den her konflikt, må politikadetterne ikke tage arbejde 1. september. Det påkalder sig snart, at man politisk virkelig må slå i bordet og få truffet en afgørelse, siger Claus Oxfeldt.
Den store tvist mellem parterne er, at Politiforbundet står fast på, at politikadetterne skal ansættes som tjenestemænd eller som minimum bevare fuld strejkeret. Det har Moderniseringsstyrelsen hidtil nægtet.
Politikerne må blande sig nu
Det er reelt den danske model, som politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, udfordrer med sit opråb til politikerne.
Han mener, at i og med, at det er en politisk aftale, der 1. september skal sende den nye type politifolk til grænsen, så må politikerne også sørge for, at der kan lande en aftale.
- Jeg har selvfølgelig stor respekt for den danske model, men det er en opfindelse, man har lavet på Christiansborg. Så må man også kunne hviske til Moderniseringsstyrelsen, at de skal komme ind i kampen, siger han.
Moderniseringsstyrelsen og Politiforbundet har forhandlet siden december 2016, efter aftalen om den nye og kortere politikadetuddannelse blev vedtaget som et led i finanslovsforhandlingerne for 2017 i november.
Målet med politikadetterne er, at de skal kunne aflaste politiet med blandt andet grænsekontrollen, fangetransport og bevogtningsopgaver.
Men i juni brød forhandlingerne sammen – og lige siden har man ikke forhandlet. Set fra Politiforbundets side er der kun en vej til at finde en løsning:
- Vi kan og vil ikke gå længere, end vi allerede har gjort. Og sådan er det. Kan man ikke flytte sig fra Moderniseringsstyrelsen frem mod 1. september, så bliver der ikke lavet nogen aftale, og så er der ingen politikadetter ved grænserne 1. september, siger Claus Oxfeldt.
DF opfordrer til at genoptage forhandlingerne snarest
På Christiansborg er der dog ikke umiddelbart den store vilje til at imødekomme ønsket fra Politiforbundet om at lægge pres på Moderniseringsstyrelsen.
Minister for Offentlig Innovation, Sophie Løhde, vil ikke kommentere sagen, mens forhandlingerne endnu er uafsluttede. Den samme indstilling har man hos Socialdemokratiet, oplyser retsordfører Trine Bramsen.
Peter Kofod Poulsen, retsordfører for Dansk Folkeparti, er bekymret over, at forhandlingerne mellem Politiforbundet og Moderniseringsstyrelsen står i stampe.
- Det er lidt tankevækkende, at man ikke rigtig har forhandlet siden juni, siger han.
Men han vil ikke gå ud og lægge pres på den ene part. Slet ikke midt i en forhandlingsposition.
- Som det er lige nu, så synes jeg, at parterne i den her sag skal se at sætte sig ved bordet og finde en løsning, som alle kan være tilfredse med, siger Peter Kofod Poulsen.
Moderniseringsstyrelsen vil indkalde til forhandlinger
Hos Moderniseringsstyrelsen vælger vicedirektør Linda Nordstrøm Nissen at se opråbet fra Claus Oxfeldt og Politiforbundet som en åbning til at komme i gang med nye forhandlinger. Derfor vil hun også indkalde til nye forhandlinger snart, siger hun:
- Jeg tror på, at vi kan finde en løsning. De uenigheder, vi måtte have, må kunne løses, siger Linda Nordstrøm Nissen.
Men hos Moderniseringsstyrelsen fastholder man ønsket om, at kadetterne ikke skal kunne strejke. På den måde sikrer man nemlig, at man uanset en faglig konflikt får løst for eksempel terrorbevogtning eller transport af arrestanter til grundlovsforhør. Derfor er det ikke ligefrem en positiv situation lige nu:
- Ikke selve situationen. Men vi tror på, at vi kan finde en løsning, hvor hvis der bliver varslet konflikt, at man så kan få løst de her vigtige samfundsmæssige opgaver. Vi kender det fra Beredskabsstyrelsen eller Forsvaret.
- Vi har forståelse for, at der sidder nogle politikadetter, der har behov for en afklaring, siger Linda Nordstrøm Nissen.