Kun 12 procent af ansøgerne kan starte som politikadet

Mange ansøgere til den nye politikadetuddannelse klarede ikke den fysiske optagelsesprøve.

Folketinget besluttede sidste år at lave en ny politiuddannelse. De nye politikadetter skal blandt andet hjælpe dansk politi med grænsebevogtning. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Rigspolitiet får ikke opfyldt sit ønske om, at 125 nye politikadetter kan starte på den nye politiuddannelse 1.marts 2017.

Kun 56 starter på studiet.

Det viser tal, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.

470 ansøgere søgte om optagelse, alligevel er det kun 12 procent af feltet, der er klar til at starte.

Allerede inden prøvedagen var der sorteret grundigt ud. Rigspolitiet havde indkaldt 282 ansøgere til prøveforløbet, men af dem valgte 35 procent slet ikke at møde op.

Så var ansøgerfeltet nede på 182. Af dem kunne 57 procent ikke bestå den fysiske test.

Efter alle prøverne var 64 ansøgere vurderet klar til at kunne starte på politikadetuddannelsen, heraf blev otte tilbudt start på den almindelige politiuddannelse. Således starter 56 personer som politikadet, når uddannelsen for første gang slår dørene op den 1.marts 2017.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).