Politiet søger stadig vidner efter kraftig eksplosion ved Skattestyrelsen

Medarbejderne i Skattestyrelsen er endnu ikke på arbejde i lokalerne på Østerbro.

Ledelsen i Skattestyrelsen har opfordret medarbejderne til at arbejde hjemmefra igen i dag. (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Københavns Politi søger stadig vidner i forbindelse med den eksplosion, der sent tirsdag aften rystede Skattestyrelsens bygning på Østerbro i København.

Politiet har oprettet en mobil politistation, der er placeret ved Nordhavn Station i Østbanegade - lige overfor Skattestyrelsens bygning.

Politiet meddelte i går, at der var tale om en kraftig eksplosion, som betragtes som et angreb på Skattestyrelsens bygning.

En enkelt person kom til skade i angrebet, da vedkommende blev ramt af fragmenter fra eksplosionen, men var i stand til selv at søge hjælp på en skadestue.

To personer var ifølge politiet til stede i bygningen, da eksplosionen skete omkring klokken 22.15, men ingen af dem kom til skade.

Derudover har det været sparsomt med oplysninger fra Københavns Politi, der fortsat efterforsker sagen og altså efterspørger vidner, der kan have set noget i området omkring gerningstidspunktet tirsdag aften.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) følger udviklingen i sagen tæt og er i løbende dialog med Københavns Politi om efterforskningen.

Medarbejdere arbejder fortsat hjemme

Eksplosionen har efterladt indgangspartiet til Skattestyrelsen med store skader, og i går lå der stadig store mængder sprængt glas og metalstumper foran og inde i bygningen.

Medarbejderne i styrelsens lokaler på Østerbro blev opfordret til at arbejde hjemmefra.

I går eftermiddags besluttede ledelsen i styrelsen at være på den helt sikre side, før medarbejderne vender tilbage til Østbanegade, hvor i hvert fald 800 mennesker er beskæftiget.

- Derfor har vi sagt til medarbejderne, at vi opfordrer dem til at tage en hjemmearbejdsdag igen, og så vil vi glæde os rigtig meget til at byde dem velkommen tilbage til Østbanegade fredag, siger direktør i Skattestyrelsen Merete Agergaard.

Overvældende antal henvendelser

Siden i går har politiet bedt borgere, der måtte ligge inde med oplysninger, om at henvende sig på telefon 114 eller på den mobile politistation ved Nordhavn.

Og det kastede mange henvendelser af sig, oplyste chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov i går:

- Der er et overvældende antal borgere, der har henvendt sig med oplysninger fra området i timerne omkring eksplosionen ved Skattestyrelsen. Det er vi meget glade for, og det hjælper os i den omfattende efterforskning, vi er i færd med.

- Vi er interesseret i alle borgernes observationer fra den tidsperiode – også selv om man måske ikke selv har fundet det mistænkeligt i går aftes. Det kan stadig godt gøre en forskel for vores efterforskning, siger Jørgen Bergen Skov.

Personer, der har været i området tirsdag aften mellem klokken 21.45 og klokken 22.30 opfordres stadig til at henvende sig politiet, hvis de ikke allerede har gjort det.

  • Indgangspartiet til Skattestyrelsen har taget voldsomt skade ved eksplosionen. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Vinduer er smadret, og metalplader hænger løst på facaden. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Bomben var placeret 60 centimeter fra hovedindgangen - heldigvis kom kun ét menneske til skade. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
  • Eksplosionen påførte ifølge anklagemyndigheden skader på Skattestyrelsens bygninger for 6,2 millioner kroner. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Scanpix)
1 / 4