Efter fire års indsats nedlægges Københavns Politis specialenhed Taskforce Pusherstreet med udgangen af februar næste år.
Det skriver Politiken søndag.
I stedet samler Københavns Politi kræfterne i en ny specialafdeling, der bredt skal bekæmpe organiseret kriminalitet, siger ledende politiinspektør Poul Kjeldsen, Københavns Politi.
- Det giver rigtig god mening at samle narkotikaindsatsen i en enhed. På den måde får vi styr på, hvad der sker på tværs af hele København, siger Poul Kjeldsen til avisen.
Han understreger, at politiet trods ændringen bevarer det nuværende niveau i indsatsen på Christiania.
Organisatorisk sker der en sammenlægning af flere afdelinger i Københavns Politi, så Taskforce Pusherstreet, den operative bandeenhed, specialsektionen, der efterforsker narkohandel, bevillingspolitiet og udlændingekontrollen slås sammen.
Den nye enhed får vicepolitiinspektør Dannie Rise som leder, skriver Politiken. Han har hidtil været leder af Taskforce Pusherstreet.
Dannie Rise kalder i Politiken den nye enhed for "en operativ knytnæve"
- Vi ser for os en skærpet indsats mod al kriminalitet på gadeplan, narko, hash, trusler fra rocker- og bandemiljøer, afpresning, interne stridigheder og alt andet, som de (rocker- og bandemiljøet, red.) har på menuen, siger Dannie Rise til Politiken.
Selv om Københavns Politi nedlægger Taskforce Pusherstreet, vil man fastholde kernen af betjente, der kender området, aktørerne i Pusher Street og christianitterne, som respekterer fristadens særlige position, og som ønsker at indgå i dialogprocessen, skriver Politiken.
/ritzau/