Næppe har politiet forladt Christiania, før pushere atter har taget opstilling i Pusher Street.
- De sælger fra vinduer i husene, og de står i Pusher Street med plasticposer, fortæller Trine Maria Ilsøe, der er retskorrespondent i DR.
Boderne i gaden er væk, efter at politiet har savet og revet dem ned i eftermiddagens aktion.
Aktionen havde til formål at rydde Pusher Street for hashboder, og håbet er, ifølge politiet, at få fortrængt organiseret kriminalitet og fjerne åbenlys hashandel på Christiania.
Tredive boder blev fjernet, og tidligere fredag oplyste politiet, at 17 personer var blevet anholdt.
Sten og kanonslag
Betjentene fjernede afspærringerne og forlod fristaden klokken 17.25, og da blev der kastet sten og kanonslag mod betjentene. Hvem personerne, der kastede, er, ved vi ikke, siger Trine Maria Ilsøe.
- Det er rigtigt, at der blev kastet lidt sten efter os, da vi trak os ud, siger Lars Krabbe, der er politikommissær ved Københavns Politi til dr.dk.
Han afviser, at der blev brugt tåregas, som nogle medier tidligere i dag har skrevet.
Endnu er der ingen oplysninger om, hvad politiet præcist har beslaglagt i boderne i Pusher Street. Det vides heller ikke endnu, om nogle af de anholdte bliver sigtet for noget, der er så alvorligt, at de skal fremstilles i grundlovsforhør.
Siden 2012 har en særlig gruppe betjente i Taskforce Pusher Street jagtet såvel købere som sælgere og de personer, der er beskæftiget med at importere hash. Betjentene har beslaglagt hash til en værdi af 255 millioner kroner siden september 2012.
Tidligere har politiet skønnet, at den årlige omsætning er en milliard kroner i Pusher Street.