Det vil langtfra være første gang.
Men i morgen klokken 15.00 rykker kampklædte betjente ind på Christiania for at rydde hashboderne i Pusher Street.
Denne gang har politiet dog som noget nyt valgt at varsle aktionen.
Hashsalget vil formentlig allerede være tilbage i "gaden" på torsdag, men rydningen skal sende et signal, om at Pusher Street "kommer til at få sit endeligt på et tidspunkt".
- Vi tænker, det er et godt tidspunkt at vænne folk til, at Pusherstreet ikke kommer til at fortsætte, siger vicepolitiinspektør Simon Hansen fra Københavns Politi.
Morgendagens aktion vil være den første varslede aktion i en række midlertidige lukninger, som Københavns Politi planlægger at gennemføre i den kommende tid.
- Vi er godt klar over, at det her og nu ikke gør den helt store forskel. Men vi vil gerne sende et signal om, at Pusher Street kommer til at lukke permanent på et tidspunkt, så det handler om signalværdien, siger han til P1 Morgen.
'Det kunne man slet ikke for 10 år siden'
Simon Hansen har dog ikke et konkret svar på spørgsmålet, hvornår Pusher Street lukker permanent.
Det kommer an på, hvad kommunen, beboerne og andre aktører kommer frem til i den handleplan for Christiania, som er undervejs.
- Det er ikke alene politiets opgave at løse de del, siger han.
Ifølge vicepolitiinspektøren er der dog nye tider på vej, blandt andet fordi christianitterne selv vil af med hashsalget i gaden i langt højere grad end tidligere.
- Det nye er vores gode samarbejde med christianitterne, og at nærbetjente praktisk talt kan gå rundt på hele Christiania og gå i dialog med dem, der bor og færdes derude. Det kunne man slet ikke for 10-11 år siden.
- Det er en kæmpe forskel for os. Vi vil gerne vise, at der faktisk er en rigtig stor fremgang derude. Det er blandt andet derfor, vi reagerer med de her nedlukninger, siger Simon Hansen.
'Vi har huset det længe nok'
Kim Birkkjær Lund er nabo til Pusher Street og er en af de christianitter, som drømmer om en permanent lukning af hahshandlen på Christiania.
Han er også godt klar over, at pusherne vil lægge de brune klumper frem på bordene igen, når politiet er væk i overmorgen.
- Men vi har et ønske om ikke længere at huse det her, så må vi se, om det gør en forskel eller ej, siger han om morgendagens aktion.
Mange christianitter har tidligere været tilhængere af det åbenlyse hashsalg, fordi det ifølge Kim Birkkjær Lund foregik med nogle regler om for eksempel ikke salg af hash til mindreårige og krav om, at der ikke måtte være vold derude.
I dette afsnit af Genstart fra august kan du blive klogere på forholdet mellem Christiania og Pusher Street.
Men tiderne er skiftet, og brutalitet og voldelige metoder er rykket ind i Pusher Street, forklarer han.
- Christiania har flyttet sig, for vi har erkendt, at det er alt, alt for problematisk at huse sådan et kriminelt marked, og det har udviklet sig med mange voldssager og drab, og at der også bliver solgt andet end hash, siger Kim Birkkjær Lund.
Han er som mange andre på Christiania fortaler for legalisering af hashen. Men når politikerne ikke har den tanke på tegnebrættet, ser han gerne, at der fysisk sker en ændring af gaden.
Det kan for eksempel være opførsel af boliger, kontorer til NGO'er eller etableringen af markedsplads.
- Vi kan håbe, at det bliver så lidt attraktivt som muligt for pusherne, så de vælger at sælge deres hash andre steder. Det er selvfølgelig synd for dem, der bor, hvor det flytter hen. Men jeg synes, vi har huset det længe nok.