Hash i alle afskygninger, guldbarrer og en milliard-forretning: Hvordan blev Pusher Street til?

Christiania startede med en drøm om en fristad, men nu står de også med en 'tikkende bombe'.

Selvom Pusher Street ikke er længere end cirka 100 meter, er gaden én af de mest omtalte i Danmark.

Christiania startede som en drøm om en fristad i 1971, men nu står christianitterne også med en gade, der styres af den kriminelle underverden. Selvom fristaden selv har forsøgt at få lukket gaden flere gange.

- Det uheldige for os er, at vi har samtlige grupperingerne, siger Ole Lykke Andersen, der har boet i Christiania i 44 år.

- Det er en tikkende bombe. Man ved aldrig, hvornår de der bander kommer op og toppes, og hvornår det skal afgøres i Pusher Street med pistoler.

En milliard-forretning

Politiet har forsøgt at komme hashhandlen til livs utallige gange, men uden held. Sidste år ryddede de Pusher Street ikke mindre end 100 gange på ét år, men Nordens største hashmarked består.

Og det er fortsat politiets vurdering, at hashhandlen løber op i mindst én millard om året.

Det siger sig selv, at det er specielt at bo op og ned af en gade, hvor rivaliserende bander står side om side og kæmper om kunder, der vil købe en klump hash eller en joint.

Ligesom konflikter rockere og bandefolk imellem også kaster blodige spor efter sig. Senest da en 30-årig blev dræbt og fire andre ramt af skud.

Men hvordan blev Pusher Street til? Og hvorfor endte det med at ligge på Christiania?