Politiet præciserer udtalelser i ubådssagen

Peter Madsen har ikke forklaret, at Kim Wall døde af kulilteforgiftning, siger forsvarer.

Den 46-årige Peter Madsen stævnede den 10. august ud i ubåden NC3 sammen med den svenske journalist Kim Wall. Hun kom aldrig tilbage i live. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Har drabssigtede Peter Madsen forklaret, at Kim Wall døde af en kulilteforgiftning?

Ja, sagde Københavns Politi til pressen i mandags. Nej, lyder det nu fra hans forsvarer.

- Min klient ved ikke og har ikke udtalt sig om dødsårsag, så det er ikke rigtigt, lyder det fra Betina Hald Engmark. Hun har derfor bedt Københavns Politi om at præcisere deres udtalelser.

Og det gør politiet nu:

- Københavns Politi skal præcisere, at sigtede Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall kan være død ved kulilteforgiftning. Han har ikke fastslået, at det er dødsårsagen, siger drabschef Jens Møller.

Under en afhøring den 14. oktober erkendte Peter Madsen, at han har parteret liget af Kim Wall og smidt delene i havet, men han fastholdt, at hendes død var en ulykke. Her forklarede Peter Madsen også, at han selv var i ubådens tårn, mens Kim Wall var i bunden af fartøjet.

- Min klient forklarer, at der har været undertryk, og at der var udstødningsgasser, og at en af de gasser var kulilte. Men om det er nok til at slå ihjel eller hvor meget, det ved han ingenting om, fortæller Betina Hald Engmark, der selv var tilstede under afhøringen.

Afhøringen skete, efter at Forsvarets dykkere fandt den svenske journalists hoved og ben samt en sav i Køge Bugt.

Ifølge drabschef Jens Møller forklarede Peter Madsen under afhøringen, at en kulilteforgiftning kunne være en mulig dødsårsag.

- Og at hans forsvarer ønsker det præciseret, synes jeg er fair nok, og derfor gør vi det. Men det er det, vi fandt var essensen i afhøringen, lyder det.

Den 46-årige ubådsbygger Peter Madsen nægter både drabet på Kim Wall og anden kønslig omgang end samleje. En sigtelse, der er kommet til, fordi obduktionen af den svenske journalist viste, at hendes underliv var påført adskillige knivstik.

Peter Madsen er lige nu varetægtsfængslet indtil 15. november. Efterforskningen af sagen er på et afsluttende stadie, og politiet forventer at have et anklageskrift klar inden nytår.