Den drabssigtede ubådsbygger Peter Madsen har ikke fortalt til politiet, at han mener, Kim Wall døde på grund af en kulilteforgiftning.
Det fortæller hans forsvarer Betina Hald Engmark, efter det for to dage siden kom frem i en pressemeddelelse fra Københavns Politi:
- Jeg har skrevet til politiet og anklager omkring det og har ikke hørt noget tilbage, derfor kommenterer jeg nu på det i offentligheden, for det skal rettes, fortæller hun.
- Min klient ved ikke og har ikke udtalt sig om dødsårsag, så det er ikke rigtigt, lyder det fra Betina Hald Engmark.
I pressemeddelelsen skrev politiet, at Peter Madsen under en afhøring den 14. oktober havde forklaret, at Kim Wall døde af en kulilteforgiftning, mens han selv var på ubådens dæk. Men det er altså ifølge Betina Hald Engmark forkert:
- Min klient forklarer, der har været undertryk, og der var udstødningsgasser, og at en af de gasser var kulilte. Men om det er nok til at slå ihjel eller hvor meget, det ved han ingenting om, fortæller advokaten, der selv var tilstede under afhøringen.
Peter Madsen forklarede rigtigt nok også, at han selv var i ubådens tårn, mens Kim Wall var i bunden af fartøjet.
- Men det er politiets egen konklusion på, hvad de har fået ud af den afhøring, når de skriver, at dødsårsagen er kulilteforgiftning, og ikke hvad min klient har udtalt, lyder det.
Se hvad drabschefen hos Københavns Politi, Jens Møller, sagde på mandagens pressebriefing:
Peter Madsen er udover drabet på Kim Wall sigtet for usømmelig omgang med lig og for anden kønslig omgang end samleje under særlig skærpende omstændigheder. Han erkender at have parteret Kim Walls lige og have smidt det overbords, men han nægter sig skyldig i drabet og sigtelsen om anden kønslig omgang.