Københavns Politi har i dag gjort et fund ved Avedøre Holme i Køge Bugt, der formentlig kan relateres til sagen om den afdøde svenske journalist Kim Wall, som angiveligt blev slået ihjel, mens hun var om bord på ubåden Nautilus i august. Det skriver politiet på Twitter.
Ubådens ejer, Peter Madsen, er sigtet i sagen og har netop fået forlænget sin varetægtsfængsling. Han nægter sig skyldig i drab.
- Politiet holder pressebriefing foran Politigården lørdag kl 10 ifm med nye fund, der formentlig er relateret til Ubådssagen. Frem til da er der ikke yderligere kommentarer, skriver politiet.
Det var Ekstra Bladet, som først kunne melde om et muligt fund i sagen. DR Nyheder var kort før klokken 20 i kontakt med drabschef Jens Møller Jensen, der ikke havde nogen kommentarer til, om de havde gjort et fund under eftersøgningen.
- Jeg kan bekræfte, at vi har været i gang med en eftersøgning derude. Mere kan jeg ikke sige, sagde han.
Fandt Kim Walls afskårne torso
Mystikken om den nu afdøde 30-årige svenske journalist Kim Wall begyndte 11. august, efter at Peter Madsens ubåd havde været forsvundet i flere timer. 10.30 om formiddagen får et eftersøgningshold kontakt med ubåden, og Peter Madsen meddeler, at han har tekniske problemer.
Omkring klokken 11 synker ubåden, og Peter Madsen bliver reddet i land. Der er dog ikke noget spor af den svenske journalist, som tidligere var blevet meldt savnet af sin kæreste.
Senere på dagen beslutter Københavns Politi at sigte ubådsejeren for drab på den svenske journalist. En sigtelse, som han hele tiden har nægtet sig skyldig i, da han mener, at Kim Walls død var et uheld.
21. august - 10 dage efter Kim Walls forsvinden - finder politiet en kvindetorso ved Klydesøen på Vestamager. Det blev senere påvist, at torsoen var Kim Walls.
- Vi har på behørig vis sikret liget. Det er torsoen af en kvinde. Når jeg siger torsoen, så er det uden hoved, arme og ben. Torsoen er kørt til retsmedicinsk institut, hvor der vil blive afholdt et ligsyn, sagde drabschef Jens Møller efter fundet.
Siden 21. august har politiet foretaget flere eftersøgninger efter liget af Kim Wall. De har dog ikke fundet yderligere.
Overblik over ubådssagen
- •
Torsdag 10. august klokken 19 tager Peter Madsen og den svenske journalist Kim Wall afsted sammen i den hjemmebyggede ubåd "UC3 Nautilus". De stævner ud fra Refshaleøen i København.
- •
Natten til fredag melder Kim Walls kæreste hende savnet. Wall er ikke kommet hjem fra ubådsturen, der burde være endt sent torsdag aften.
- •
Fredag 11. august finder man efter lang tids eftersøgning "UC3 Nautilus" i Køge Bugt. Ubåden begynder at synke, og Peter Madsen bliver reddet i land. Han siger, at ubåden gik ned efter en fejl i den ene ballasttank.
- •
Politiet oplyser, at Madsen skulle have forklaret, at Kim Wall blev sat i land på Refshaleøen.
- •
Lørdag 12. august bliver Peter Madsen varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
- •
Natten til søndag får man ubåden bragt på land, og undersøgelserne af ubåden begynder. Københavns Politi siger, at ubåden sank som følge af en bevidst handling. Politiet melder ud, at de formoder, at Kim Wall er død.
- •
Mandag 21. august oplyser politiet, at Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde om bord på ubåden som følge af en ulykke. Han har efterfølgende skaffet sig af med liget i Køge Bugt.
- •
Om eftermiddagen anmelder en cyklist fundet af et kvindelig i vandet ved Vestamager. Ud på aftenen bekræfter politiet, at der er fundet en torso uden hoved, arme og ben. Identiteten kan ikke umiddelbart fastslås.
- •
Tirsdag 22. august oplyser politiet, at arme, hoved og ben er blevet fjernet ved en "bevidst afskæring". Politiet oplyser dagen efter, at dna-profilen matcher Kim Wall.
- •
Politiet fortæller også, at blodspor fra ubåden matcher dna fra torsoen.
- •
Torsdag 24. august er Peter Madsen på ny til afhøring hos politiet. Her bliver han sigtet for usømmelig behandling af lig. Han nægter sig skyldig.
- •
Tirsdag 5. september afgiver Peter Madsen forklaring i byretten og bliver varetægtsfængslet i fire uger.
- •
Tirsdag 3. oktober fremlægger anklagemyndigheden nye beviser i sagen efter at have undersøgt Peter Madsens computer. Han bliver varetægtsfængslet i yderligere fire uger.
- •
Fredag 6. oktober gør dykkere et fund i Køge Bugt, som "formentligt" er relateret til sagen. Kilder: Københavns Politi og Ritzau.