Politiet fanger tusindvis: Kraftig stigning i antal af narkotrafikanter

Det måske nemmere at liste bilen hjem, hvis man er påvirket af stoffer, end det er at køre spirituspåvirket, siger politiassistent Christian Berthelsen.

Det er sværere for politiet at spotte en bilist, der kører på fx kokain end en, der kører påvirket på hash eller spiritus. (Foto: © Tommy Kofoed, Scanpix)

Antallet af bilister, som politiet sigter for at sidde bag rattet i narkopåvirket tilstand, er steget markant gennem de seneste 10 år.

Sidste år var tallet 7.034, og i år indtil videre er 3.522 trafikanter stoppet og sigtet for at køre med narko i blodet. Og antallet af sigtelser i årets første måneder overstiger det samlede tal for hele 2012.

Det viser tal fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

En ny rapport har vist, at der er mere og kraftigere kokain i omløb i Danmark end nogensinde, og det er også en af årsagerne til, at politiet stopper flere i deres kontroller. Sådan lyder vurderingen fra politiassistent Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter.

- Hårde stoffer som kokain er blevet meget udbredt i alle egne af landet og er ikke kun koncentreret om storbyerne. Det er nemmere at få fat i, og så er det måske nemmere at liste bilen hjem, hvis man er påvirket af stoffer, end det er at køre spirituspåvirket - det er andre folk mere opmærksomme på, siger Christian Berthelsen.

Nulgrænse for narkokørsel

For 10 år år siden lå antallet af sigtede på 113, og siden er antallet steget markant. Det skyldes ifølge politiet, at man nu har redskaberne i form af det såkaldte narkometer til at fange synderne.

I Danmark er der en nulgrænse for ulovlige stoffer i trafikken - det betyder, at man ikke må have stoffer i blodet, hvis man bliver stoppet af politiet.

Der er forskel på, hvordan folk reagerer i trafikken alt efter, om de har røget hash eller sniffet kokain. I tilfældet kokain føler mange sig måske ikke skæve eller påvirkede og vælger derfor at køre alligevel.

- Mange føler, at de bliver meget mere klar i hovedet, men problemet er, at man bliver mere risikovillig. Det kan betyde, at du kører hurtigere, siger Isabella Koppel, daglig leder af Novavi, som rådgiver og behandler stofmisbrugere.

Svært at opdage kokain-kørsel

Det billede genkender man hos politiet. Hvor indtagelse af hash (med det virksomme stof THC) virker sløvende, og folk dermed opfører sig som om, de er ved at falde i søvn, de slingrer og kører ofte meget langsomt, er det anderledes med folk, der er påvirket af for eksempel kokain.

Dog understreger Christian Berthelsen, at disse kokainpåvirkede trafikanter er sværere at opdage med mindre de "vanvidsbilister, der kører alt for stærkt," som han siger. De er nemlig ofte meget koncentrerede om deres kørsel.

- Det er alle slags mennesker, der tager de her stoffer, og derfor kan det være svært at vurdere om en person, der fx kører for stærkt, også er påvirket, hvis han sidder i sit pæne jakkesæt eller arbejdstøj, siger Christian Berthelsen.

64 ulykker med narko-bilister

Desuden er narkotesten ikke det samme som at skulle blæse i en spiritustest. Den er mere omfattende, og man skal eksempelvis have en vatpind i munden i op til fem minutter, inden spyttet kan testes.

- Man skal være rimeligt sikker på, at en person er på stoffer, for det er forholdsvis krænkende at stå med det apparat i munden i cirka fem minutter. Vi er ikke bange for at teste folk overhovedet, men vi tænker os om. Vi gør det ikke bare for sjov, siger Christian Berthelsen.

Risikoen for at komme ud for et uheld stiger markant, hvis man kører i påvirket tilstand.

Undersøgelser har vist, at der er tre gange større risiko for at køre galt, hvis man er påvirket af hash, 10 gange så stor risiko, hvis man er på kokain eller heroin, mens en blandingscoktail af sprut og stoffer giver 200 gange så stor risiko for at ende i et uheld.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik var der i 2016 i alt 304 ulykker med en påvirket fører af biler, varebiler eller motorcykler. Heraf var 64 på stoffer, mens 16 var både påvirket af spiritus og stoffer.

  • 2007: 113

  • 2008: 768

  • 2009: 1337

  • 2010: 1565

  • 2011: 2329

  • 2012: 3057

  • 2013: 3977

  • 2014: 4952

  • 2015: 5360

  • 2016: 6416

  • 2017: 7034

  • 2018 til dato: 3522

  • Kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter

  • Tallene gælder både hash og andre stoffer - inkluderet i tallene er de mange sigtelser fra området omkring Christiania